København, 10/05/2025 - 14:17
FC København klarmelder profiler til guldbrag
Thomas Delaney og Elias Achouri er begge klar til søndagens topkamp mod FC Midtjylland.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
FC København får glæde af to store profiler i søndagens topkamp mod FC Midtjylland.
Midtbaneslideren Thomas Delaney er blevet udtaget til kampen, efter at han senest sad over i pokalsemifinalen mod Viborg i søndags.
Desuden er kantspilleren Elias Achouri tilbage i københavnernes trup, efter at han har siddet ud med først karantæne og siden en mindre skade i de seneste tre uger.
Søndagens kamp mod FC Midtjylland kan meget vel afgøre, hvem der bliver danmarksmester i denne sæson, og derfor havde Jacob Neestrup da også på forhånd meddelt, at han så det som sandsynligt at kunne bringe Delaney og Achouri.
- Jeg håber og tror, at vi kan klarmelde en enkelt eller to spillere til den kamp.
- Det er en af de kampe, hvor der må lægges lidt ekstra tape ligesom ovre i Fælledparken for dem, der spiller der, sagde Jacob Neestrup muntert i torsdags efter pokalsejren over Viborg.
Det var allerede kendt på forhånd, at Nicolai Boilesen, Oliver Højer, Birger Meling, Kevin Diks og Roony Bardghji var for skadede til at være i truppen mod FC Midtjylland.
FCM ventes først at offentliggøre sin kamptrup søndag. Valdemar Byskov og Denil Castillo misser med garanti topkampen, da begge har karantæne.
/ritzau/