Birkerød, 16/08/2025 - 17:46
Rasmus Højgaard bevarer føring trods slidsom dag
Rasmus Højgaard er fortsat i front ved Danish Golf Championship, der bliver afgjort i morgen.
Russell Cheyne/Reuters
Af: /ritzau/
Rasmus Højgaard sluttede lørdagens runde ved Danish Golf Championship på en foreløbig førsteplads efter en lidt mere slidsom dag.
Efter at have ligget nummer to det meste af runden lavede Højgaard en birdie på næstsidste hul og tog igen føringen.
Den danske golfspiller overhalede Marco Penge, der ellers havde ligget nummer et det meste af dagen.
- Vinden var drilsk derude i dag (lørdag, red.). Min tålmodighed blev testet, siger han til Viaplay efter runden.
Undervejs nåede Rasmus Højgaard at smide sin føring væk til englænderen Marco Penge, der indtager andenpladsen blot et slag bag Rasmus Højgaard.
Penge nåede ellers at lave tre birdies i løbet af de første ni huller, men det var ikke nok til at tage føringen efter de 18 huller.
Der er udsigt til en spændende runde søndag, hvor turneringen ved Furesø i Nordsjælland afgøres. Og den vil Rasmus Højgaard gerne vinde.
- Det vil være fedt, hvis jeg kan stå med trofæet i morgen (søndag, red.). Jeg skal være i stand til at håndtere de drilske situationer, hvis jeg skal vinde, siger han.
Rasmus Højgaard har efter lørdagens runde en score på 13 slag under par. Marco Penge ligger i 12 slag under par.
Højgaards landsmand Niklas Nørgaard havde også en hård start på runden. Da han indledte den, lå han på en delt fjerdeplads, men som runden skred frem, faldt han længere tilbage.
Nørgaard formåede alligevel at lave et par birdies i træk, og han rykkede undervejs op på en sjetteplads.
Hans score lyder på otte slag under par, når han begynder turneringens finalerunde.
Torsdag og fredag deltog over 150 spillere fra forskellige lande i turneringen, men lørdag var over halvdelen sorteret fra.
Således er det kun den bedste halvdel af spillerne, der kæmper om den samlede pengepræmie på 18 millioner kroner ved Danish Golf Championship.
/ritzau/