Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 02/06/2025 - 21:54

Tidligere medlem af Four Jacks er død

Poul Rudi var med til at danne den kendte danske sangkvartet i 1956. Nu er han død, siger nær ven til medie.

Karl Nord Sørensen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Poul Rudi, som er tidligere medlem af den danske sangkvartet Four Jacks, er død.

Det bekræfter et andet tidligere medlem af gruppen, James Rasmussen, over for Ekstra Bladet.

- Det er rigtigt, at han er død. Hans datter Ayoe ringede og fortalte mig det i morges. Han var på hospice nær San Diego (USA, red.), hvor han boede i mange år, og han døde i sin søvn, siger James Rasmussen til Ekstra Bladet.

Poul Rudi blev 94 år.

Four Jacks var en dansk sangkvartet, der blev dannet i 1956 af Poul Rudi, Otto Brandenburg, Bent Werther og John Mogensen.

I 1958 forlod Otto Brandenburg gruppen og blev erstattet af James Rasmussen.

Four Jacks står blandt andet bag kendte numre som "O Marie, a vil hjem til dig" (1960) og "Mandalay" (1961), der for alvor gjorde dem populære.

James Rasmussen har ifølge Ekstra Bladet haft et nært venskab til Poul Rudi og hans familie i mange år.

Deres venskab fra Four Jacks-tiden blev styrket, da de begge rejste til USA for at prøve lykken, skriver mediet.

Ekstra Bladet skriver, at Poul Rudi har to døtre med sin danske kone, som han blev skilt fra i 1977. Han blev efterfølgende amerikansk gift.

/ritzau/

København, 04/06/2025 - 12:00

BLÅ BOG: Michael Poulsen

* Født 1975 i Ringsted.

* Forsanger, guitarist og primær sangskriver for Volbeat, der har opnået enorm succes verden over.

* Volbeat udsendte deres første album i 2005. Deres efterfølgende albummer, "Rock the Rebel / Metal the Devil" fra 2007 og "Guitar Gangsters & Cadillac Blood" fra 2008, gik begge direkte ind som nummer et på de danske hitlister og solgte platin.

* Bandet har i årenes løb modtaget 141 platin- og guldplader for salg af plader verden over. Det samlede albumsalg har rundet seks millioner.

* I 2013 blev Volbeat nomineret til en amerikansk grammy for sangen "Room 24", som de skrev sammen med kollega og ven King Diamond.

* I 2023 etablerede Michael Poulsen dødsmetalbandet Asinhell.

* "God of Angels Trust" udkommer 6. juni.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 04/06/2025 - 10:32

Elvira Pitzner vil fortælle sin sandhed om Dubai-fængsling i ny bog

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

I en ny bog vil Elvira Pitzner fortælle om sit liv i offentligheden, der kulminerer med en fængsling i 2023.

Realitystjernen Elvira Pitzner vil i en ny bog fortælle sin "sandhed om, hvad der faktisk skete", da hun blev fængslet i ørkenbyen Dubai.

Det skriver hun på det sociale medie Instagram.

- Bogen har været mere end et år undervejs og er nu klar til at lande fysisk i jeres hænder, skriver hun om bogen, der er blevet til i samarbejde med journalist Johanne Ramskov Erichsen.

Elvira Pitzner har tidligere fortalt om sin oplevelse i Dubai - blandt andet i en TV 2-dokumentar. Det fremgår ikke af Instagram-opslaget, hvad der ventes at være af nye oplysninger i bogen.

Den 30. november 2023 blev hun sammen med forretningsmanden Mortada Haddad anholdt og varetægtsfængslet på en rejse til Dubai. Hun var fængslet i tre dage.

Elvira Pitzner blev anholdt, fordi hendes ekskæreste bokseren Milad Saadati anklagede hende for utroskab.

Milad Saadati påstod, at Pitzner og Mortada Haddad var kærester, hvilket de begge afviste på daværende tidspunkt.

Retten i Dubai endte med at frikende Elvira Pitzner. Retten anerkendte, at Pitzner og Saadati ikke var gift.

Med et islamisk ægteskab underlægger man sig sharialoven. I De Forenede Arabiske Emirater betyder det, at man under artikel 356 kan anklages og dømmes for utroskab.

Bogen udkommer 26. august og bliver udgivet af Politikens Forlag.

Foruden historien fra Dubai handler bogen også om Pitzners liv "i tv-programmer og på sociale medier, mens hundredtusinder har fulgt med". Det fremgår i beskrivelsen af bogen hos onlineboghandleren Saxo.

- Det er også en historie om at være datter af en diamanthandler og om at mangle en far. Og om at være fanget i usunde parforhold, hvor ét alligevel tager prisen som det værste, fremgår det på Saxo.

Elvira Pitzner er blandt andet kendt fra TV 2's dokumentarserie om Pitzner-familien, "Diamantfamilien". Derudover har hun medvirket i en række realityshows.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 04/06/2025 - 09:00

FAKTA: Beskyttelse mod opsigelse

* Arbejdsgivere har som udgangspunkt ret til at opsige medarbejdere. Men visse grupper er særligt beskyttede i forhold til opsigelse.

* Opsigelsen må ikke skyldes blandt andet fertilitetsbehandling, graviditet, barsel eller køn. Det er heller ikke lovligt at forskelsbehandle på grund af eksempelvis alder, seksuel orientering, handicap eller etnisk baggrund.

* Det betyder dog ikke, at en medarbejder med særlig beskyttelse aldrig kan blive opsagt. Opsigelsen skal blot være sagligt begrundet - og må hverken direkte eller indirekte hænge sammen med de beskyttede forhold.

Kilder: Dansk Industri, Det Faglige Hus og Krifa.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 04/06/2025 - 09:00

Vordende fædre er også beskyttet mod fyring: Det skal du vide

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Sørg for at informere din arbejdsgiver tidligt om graviditet og orlov. Det udløser nemlig en særlig beskyttelse af medarbejdere i forhold til opsigelse.

En plastikpind med to fine streger varsler begyndelsen på et nyt liv, der for altid vil forandre en lille familie.

Og måske bør man allerede på det tidspunkt overveje at orientere sin arbejdsgiver om den positive graviditetstest.

Sådan lyder rådet i hvert fald fra Christine Aarup Bjørnholdt, der er advokat i fagforeningen Krifa.

- Som det er i andre situationer, hvor man helst skal kunne dokumentere noget, hvis det skulle blive nødvendigt, anbefaler jeg også her, at man giver besked skriftligt, siger hun.

Hendes anbefaling kommer på baggrund af en byretsdom, hvor en vordende far fik en godtgørelse på 350.000 kroner for uretmæssig fyring. Krifa førte sagen på vegne af manden, der er medlem af fagforeningen.

Han havde sagt til sin arbejdsgiver, at hans kæreste er gravid, og at han ville holde 14 dages fædreorlov samt tre måneders barsel. Nogle måneder senere blev han opsagt med henvisning til faldende ordretilgang.

En byretsdom kan få betydning i fremtidige lignende sager, men den har mindre vægt end afgørelser fra landsretterne og Højesteret.

Graviditet og barsel hører til de forhold, der udløser en særlig beskyttelse mod fyring. Det betyder, at bevisbyrden vender, så det er arbejdsgiveren, der skal kunne dokumentere, at en opsigelse ikke skyldes eksempelvis barsel.

- Hos Krifa har vi haft en formodning om, at den omvendte bevisbyrde også gælder, når mænd skal på barsel. Nu fremgår det også af dommen, siger hun og uddyber:

- Der er sket markante ændringer med den nye barselsordning. Hvor fædre tidligere som udgangspunkt havde to ugers fædreorlov, har de nu ret til de to uger plus ni uger - altså næsten tre måneders barsel.

Ifølge Christine Aarup Bjørnholdt har vurderingen tidligere været, at to ugers fædreorlov var så kort tid, at det ikke kunne være årsag til en fyring. Der var simpelthen tale om så begrænset en periode, at en arbejdsgiver burde kunne overkomme at undvære en medarbejder.

- De to uger svarer til en ferie. Men med den øremærkede barsel får fædre et længere fravær, som kan have større betydning for driften på arbejdspladsen, siger hun.

I den konkrete byretsdom lykkedes det ikke arbejdsgiveren at løfte bevisbyrden for, at opsigelsen af den vordende far var saglig - altså at den ikke skyldtes ønsket om barselsorlov.

Det har været afgørende for sagen, at arbejdsgiveren var blevet orienteret om graviditeten og ønsket om orlov.

- Hvis denne særlige beskyttelse mod fyring skal træde i kraft og indgå i vurderingen, kræver det af gode grunde, at arbejdsgiveren har fået besked, siger Christine Aarup Bjørnholdt.

- Derfor er anbefalingen herfra, at både kvinder og mænd med det samme orienterer en arbejdsgiver om graviditet.

Kender man sine orlovsønsker, bør man også oplyse dem allerede på det tidspunkt, tilføjer hun.

Den samme anbefaling kommer fra Linda Nordstrøm Nissen, der er underdirektør og advokat i arbejdsgiver- og erhvervsorganisationen Tekniq.

- Det er helt individuelt, hvornår man har lyst til at dele, at man skal være forælder. Men vores anbefaling er også, at man giver sin nærmeste leder besked, så snart man føler sig klar, siger hun og henviser til den særlige beskyttelse mod fyring.

- For kommende fædre gælder det særlige, at graviditeten ikke kan ses. Derfor er det ekstra vigtigt selv at sige det højt, så arbejdspladsen har mulighed for at tage højde for barsel i god tid.

Ifølge Linda Nordstrøm Nissen har Tekniq fået flere henvendelser fra sine medlemmer om mænds barsel, siden øremærket barsel til fædre blev indført, og mænds barsel fylder også mere i branchens overenskomst.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek