Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Sydney, 19/10/2024 - 04:39

Kræftramt konge puster ud på førstedagen af besøg til Australien

Kong Charles og dronning Camilla ankom sent fredag aften til Sydney. Kongeparret besøger landet i seks dage.

Victoria Jones/Reuters

Af: /ritzau/AFP

Storbritanniens kong Charles tilbringer sin første hele dag under sit besøg i Australien med at komme sig oven på en 20 timer lang rejse fra London til Sydney.

Derfor kommer han lørdag ikke til at deltage i nogen offentlige arrangementer.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Den 75-årige konge ankom sent fredag aften lokal tid til den vindblæste og regnfulde australske storby sammen med sin kone, dronning Camilla.

Det er den britiske monarks første store rejse, siden det i januar kom frem, at han har kræft.

Da kongeparret ankom til Sydney blev de mødt af lokale repræsentanter og børn med blomster. Herefter begav de sig videre til et kort privat arrangement med den australske premierminister, Anthony Albanese, og hans forlovede.

- Vi ser meget frem til at vende tilbage til dette smukke land for at fejre de enestående kulturer og samfund, der gør landet så specielt, skrev kongeparret i et opslag på det sociale medie Instagram forud for deres ankomst.

Selv om den tidligere britiske koloni i 1901 blev en uafhængig nation, er den britiske monark stadigvæk landets statsoverhoved.

Kongehusets besøg til de fjerne dele af Commonwealth-sammenslutningen bliver anset som en vigtigt virkemiddel til at sikre fortsat opbakning til monarkiet.

Sidste år viste en måling ifølge AFP, at en tredjedel af den australske befolkning støttede, at Australien hurtigst muligt blev en republik.

En tilsvarende andel støttede dog at bevare det konstitutionelle monarki.

/ritzau/AFP

København, 19/10/2024 - 08:00

Brygmanns blå bog

* Den 67-årige skuespiller er egentlig oprindelig uddannet tømrer.

* Han aftjente sin militærnægtertjeneste som kulissesnedker på Café-Teatret, og her blev interessen for skuespil vakt, og Lars Brygmann begyndte som skuespillerelev på Tsarens Hof.

* Han fik sin spillefilmsdebut i Carsten Sønders "Elsker, elsker ikke" i 1995.

* Det helt store gennembrud fik han i 2000 i DR-successerien "Rejseholdet" som den småsynske efterforsker la Cour.

* Han blev belønnet med både en Bodil og en Robert for sin præstation i Anders Thomas Jensens actionkomediedrama "Retfærdighedens ryttere" i 2011. Karrierens første Robert modtog Lars Brygmann i 2008 for sin hovedrolle i dramaet "Hvid nat".

* Derudover har Lars Brygmann også medvirket i en række andre store danske film og serier som "Dirch", "Festen" og "Borgen".

* Privat er han storebror til skuespilleren Jens Brygmann og entertaineren Martin Brygmann og far til sangeren Fernanda Rosa, der er kendt fra bandet Blæst.

Kilde: danskefilm.dk.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 19/10/2024 - 08:00

Lars Brygmann: Jeg er mere i balance med mig selv

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I takt med alderen har roen indfundet sig mere og mere i den kendte skuespiller Lars Brygmann.

De søvnløse nætter har ikke været et mareridt for Lars Brygmann.

Den 67-årige skuespiller ser tilbage på tiden med småbørn som noget nær en drøm.

- Jeg tror, jeg er indstillet på den måde, at jeg husker det meget lykkeligt, den tid der. Jeg ved godt, der oftest kun var tre timers søvn. Men jeg husker, at måden at komme over det underskud var at kigge på sine børn: "Det er et mirakel! Det er vidunderligt. Og det er skidesjovt", lyder det fra Lars Brygmann.

- Det synes jeg, fylder mig mest faktisk. Så jeg husker det mest som reelt de bedste år, heldigvis.

Netop nu kan den kendte skuespiller ses i TV 2's nye komedieserie "De bedste år", som centrerer sig om en børnefamilie, og hvad der følger af praktik, lortebleer og presset parforhold.

Lars Brygmann spiller Barolo-begejstret, bedrevidende bedstefar, der gerne giver ud af sine egne erfaringer til datteren Louise, spillet af Stephania Potalivo, og svigersønnen Mathias, i skikkelse af Magnus Millang, men selv lader sig inspirere af sin anden datter, portrætteret af Roberta Reichhardt.

Privat har Lars Brygmann også to voksne børn, sønnen Carlo og datteren Fernanda Rosa, kendt fra bandet Blæst, fra sit ægteskab med produceren Katrine Brygmann Salomon.

Det kan godt være, de søvnløse nætter var lange, men tiden er strøget forbi på et splitsekund.

- Nogle gange tænker jeg: "Hold kæft, hvor gik det hurtigt!". Nu sidder man med nogle børn i 20'erne, konstaterer Lars Brygmann.

- De har deres eget liv - men snart skal jeg til Færøerne med min datter, som er 23, og det er jo fantastisk, at hun gider at rejse med mig! For mig er det en kæmpe livsnyderting at kunne få lov til det og være alene med hende i seks dage på Færøerne, som ingen af os nogensinde har været på før, jubler Lars Brygmann.

Selv om han mindes de bedste år med vemod over en tid, der aldrig kommer igen, har der med årene indfundet sig en indre ro, som han ikke havde tidligere.

Og med den ser han ind i de bedste år i dette kapitel af sit liv.

- Det er kun sjovere at blive ældre, forstået på den måde at man er mere ligeglad med, hvad omverdenen synes om en, lyder det fra Lars Brygmann.

- Det vil sige, at man kan slappe mere af i sig selv og i det, man laver, og have fokus på det, man er til stede i. Jeg synes, jeg er mere i balance med mig selv. Jeg skal nå færre ting og præstere færre ting.

Blandt unge mennesker, som hans børn, bruger man udtrykket fomo - en initialforkortelse, et såkaldt akronym, for det engelske "fear of missing out" - frygten for at gå glip af noget, især sociale sammenkomster, som ens venner deltager i.

Men alderen har udspillet akronymet.

- Jeg kan mærke, at når jeg sidder med min kæreste, og vores store børn skal ud en lørdag aften, at de synes, det er synd for os, at vi bare skal være derhjemme. Selv tænker man: "Juhuu!". Der behøver ikke at ske noget, fortæller Lars Brygmann.

- Sådan var det fandeme ikke, da jeg var ung. Der var det katastrofalt, hvis jeg ikke havde nogen planer fredag eller lørdag. Det var ikke til at holde ud, hvis der ikke skulle ske noget!

Nu er det det nære, der nærer ham.

- Når jeg slapper af, så gør jeg det samme som alle mulige andre: går ture i skoven, er sammen med min kæreste og er sammen med mine børn, i det omfang de gider at være sammen med mig. Så så lidt som muligt i virkeligheden.

Næste afsnit af "De bedste år" kan ses på TV 2 Echo og TV 2 Play fredag.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 18/10/2024 - 10:00

FAKTA: Faglig og personlig motivation

* Der er to typer af motivation, du med fordel kan fokusere på: din faglige og din personlige motivation.

* Din faglige motivation handler om, hvorfor du er motiveret til stillingen og de konkrete opgaver. Her kan du i din research fokusere på, om der er nogle nuværende eller tidligere kunder, du synes kunne være spændende at samarbejde med, om virksomheden har lavet nogle særligt spændende projekter, særlige opgaver fra stillingsopslaget, der motiverer dig, eller nogle egne ideer, du gerne vil gå i gang med.

* Din personlige motivation handler om, hvorfor og hvordan du personligt vil kunne se dig selv som en del af virksomheden. Det kan være, virksomheden står for en sag eller et produkt, du selv brænder for, eller at virksomheden har en særlig størrelse, struktur eller historie, som du synes er spændende.

Kilde: kommunikationogsprog.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 18/10/2024 - 10:00

Motivation er en af de største valutaer i din jobsøgning

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Du skal både bevæge dig baglæns og forlæns for at få styr på din motivation. Og det kan være afgørende i din jobsøgning.

"Den allerstørste valuta" i din jobsøgning. Så bombastisk kan det siges.

Ordene kommer fra bestyrelsesformand Morten Ballisager, som arbejder med HR og rekruttering i Konsulenthuset Ballisager og ofte er en del af ansættelsesprocesser, og det, han fremhæver, er din motivation.

- Jeg bliver nogle gange overrasket, når jeg ser, hvor meget virksomhederne betoner det her fænomen: motivation. Man kan næsten tænke, at de er lette at forføre, hvis bare man får skruet godt op for motivationen og får lavet et malerisk billede af, hvor gerne man vil det her, siger Morten Ballisager.

Motivationen kan være rodfæstet i forskellige dele af det job, du er interesseret i.

Det kan eksempelvis være de konkrete opgaver, en virksomhedskultur eller en bestemt branche.

- Der er mange lag i motivationen, man kan adressere, og det ene synes jeg faktisk ikke, er bedre end det andet. Jeg er bare nødt til at høre, at den, der sidder over for mig, rigtig gerne vil det, siger Morten Ballisager og tilføjer:

- Der er vi meget ens, os, der laver ansættelser. Vi kan simpelthen ikke finde på at ansætte nogle, der ikke er småforelskede i jobbet. Sådan er det bare.

Hvis du ikke har din motivation mejslet i granit, kan du lave lidt hjemmearbejde for at finde frem til den. Her handler det om både at bevæge sig baglæns og forlæns, som Morten Ballisager udtrykker det.

Først skal du vende blikket bagud.

- Det handler om at gå tilbage og simpelthen dyrke de dage, hvor man har været mest glad for sit arbejde og finde ud af, hvad det er for nogle situationer, man er i, når man er glad.

- Det skriver du ned. Så kan du lave en top-5 og prøve at se, om der er nogle røde tråde. Hvad er det for nogle arbejdsopgaver, du laver, når du er glad?, foreslår han.

Derefter skal du bevæge dig forlæns. Med det mener Morten Ballisager, at du kan tage fat i arbejdspladsen, kigge på hjemmesiden, og se, hvad der dukker op på Google og LinkedIn.

Prøv at stykke et billede sammen af, hvad det er for en virksomhed.

- Det kan være, man finder ud af, at man har to bekendte, der kender organisationen bedre end en selv. Prøv at snakke lidt med dem og find ud af, hvad der foregår i den virksomhed, der kunne være motiverende for dig, lyder hans råd.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek