Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Budapest, 26/04/2025 - 19:39

Ekstatisk Odense-boss om historisk sejr: En vanvittig følelse

Odense sikrede sig for første gang adgang til Final 4, og det får spillerne lov til at fejre i Budapest.

Tamas Purger/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Få timer efter lørdagens historiske sejr over ungarske Ferencvaros er festen i Odense Håndbold allerede brudt ud i lys lue.

- Den første øl er røget ned. Nogen vil nok sige, at den anden også er røget ned, fortæller sportsdirektør Trine Nielsen i et ekstatisk toneleje gennem telefonen, mens hun dirigerer med en ungarsk buschauffør.

For første gang i klubbens historie sikrede Odense sig lørdag adgang til Champions Leagues Final 4, som løber af stablen i Budapest om lidt mere end en måned.

- Det er vildt for klubben endelig at få foden ind i det fine selskab. Og det er vildt for den enkelte spiller og holdet som helhed, at vi kommer ind i det forjættede land. Vi har kæmpet for det længe, så det er en vanvittig følelse.

- Jeg har været med som tilskuer tre gange, og det er kæmpe event. Jeg glæder mig som et lille barn til at se de orange farver i Budapest, siger Trine Nielsen.

Odense var taget til Ungarn med et uafgjort resultat fra hjemmekampen mod Ferencvaros, og derfor skulle fynboerne vinde i den elektriske kulisse, som ungarerne disker op med, når det virkelig gælder.

I en lang periode var Ferencvaros foran med et mål eller to, men i slutfasen fik Odense styr på sagerne og snuppede en smal sejr på 25-24.

- Det er det, vi drømmer om. Men jeg må bare sige, at det var helt og aldeles forfærdeligt at sidde på tilskuerpladserne og se det. Men det var selvfølgelig fantastisk, at det endte, som det gjorde.

- Holdet har spillet en fantastisk sæson indtil nu. Vi har været lidt nede i en bølgedal på det seneste, og vi spillede ikke fantastisk håndbold i dag, men rygraden var der, og vi beviste, at vi har løftet vores bundniveau.

- Vi har brugt nogle år på at bygge en kultur op, og det var den kultur, der bar os igennem det her. Jeg er med på, at det er marginaler, der afgør det, men jeg synes, det er fuldstændig fortjent, at vi står her nu, siger Trine Nielsen.

Meget af æren for lørdagens sejr skal tilskrives Althea Reinhardt. Efter en hård kamp mod en hjernerystelse gjorde hun i begyndelsen af april comeback på håndboldbanen, og lørdag var hun helt ustyrlig mellem stængerne.

Den danske landsholdskeeper spillede på et imponerende højt niveau i anden halvleg og holdt ene kvinde Odense inde i kampen i en svær periode.

- Det var vanvittigt. Især når man kender til den kamp, hun har kæmpet uden for banen. Det er så imponerende og respektindgydende, siger Trine Nielsen.

- Hun formåede at sætte alt til side. Alle de kommentarer om, at nu skal hun passe på sig selv, og at hun ikke kan blive ved. Hun har vist en jernvilje for at komme tilbage, og jeg har den største respekt for det.

Selv er Trine Nielsen i gang med sin sidste sæson i Odense Håndbold. Hendes stilling bliver nedlagt, når sæsonen er slut, og hun er glad for at bevise, at hendes arbejde gennem de seneste år har båret frugt.

- Som jeg har sagt hele tiden, er jeg ked af, at jeg ikke skal fortsætte, men jeg er superlykkelig for, at det her lykkedes. Jeg ved, at det kulminerer nu på grund af det, jeg har været med til opbygge og sætte i gang.

- Det har været planen hele tiden at komme hertil, og forhåbningen var, at det ville komme nu, så jeg er glad for, at jeg får lov til at være en del af det i år, siger hun.

Odense-truppen bliver i Budapest natten over, og selv om der er kamp mod Nykøbing Falster Håndboldklub tirsdag, får spillerne lov til at slå sig løs.

- Vi lever i en verden, hvor der er tryk på hele tiden, og hvis vi ikke kan få lov til at fejre sådan noget her, så ved jeg næsten ikke, hvad man skal have lov til at fejre. Det er ikke, fordi vi ikke er fuldt fokuserede på den kamp, der er på tirsdag. Men lige nu skal vi have lov til at fejre, siger Trine Nielsen.

Søndag kan også Team Esbjerg nå i Champions Leagues Final 4. Klubben tabte den første semifinale på udebane mod CSM Bucuresti med et mål.

/ritzau/

København, 28/04/2025 - 08:00

Storcharmøren Tom Jones giver koncert i Tivoli

Tolga Akmen/Ritzau Scanpix

Den walisiske sanger Tom Jones vender tilbage til Danmark den 19. juli. Han optrådte her senest i 2022.

Charmen har aldrig fejlet noget hos 84-årige Tom Jones, der i årevis har fejet benene væk under alverdens kvinder.

Og befinder du dig i Tivoli i København den 19. juli, kan du synge med på hits som "Delilah", "It's Not Unusual" og "Sexbomb", når manden med den store stemme gør comeback på Plænen.

Tom Jones er nemlig en del af LørdagsHits-programmet i Tivoli, oplyser den gamle have i en pressemeddelelse.

- LørdagsHits i Tivoli hylder for fjerde år i træk popmusik, der stadig holder efter flere årtier. Koncerterne er blevet et populært mål for fans med kærlighed til tidløs popmusik, de kender, skriver Tivoli.

Programmet tæller også navne som Bryan Adams, Lis Sørensen, Michael Learns to Rock og Danser med Drenge.

Sidste gang, den walisiske sanger var i Danmark i 2022, stod han også på Plænen i Tivoli.

Historien om Tom Jones er historien om en kulminearbejdersøn fra Wales, der blev verdensstjerne.

Han har optrådt sammen med navne som Elvis Presley, Little Richard og Janis Joplin.

Og med en karriere, der strækker sig over mere end fem årtier, har Tom Jones sunget for generationer og haft utallige hits.

- Han har for længst bevist sin evne til at forny sig gennem årene og favne genrer som rock, pop, soul og R&B. Hans overskudsagtige energi og karisma gør ham stadig til en af de mest elskede og streamede artister i verden, skriver Tivoli i pressemeddelelsen.

Den walisiske sanger blev adlet af den nu afdøde britiske dronning Elizabeth i 2006, hvilet var en stor ære for Jones, står der på sangerens hjemmeside.

- Sir Tom Jones, der fylder 85 år den 7. juni, er igen tilbage i Tivoli, og han er fortsat Mr. Sex Bomb!, skriver forlystelsesparken.

Der vil være pladsreservation til Bryan Adams samt til Tom Jones. Det meldes ud senere, hvordan man kan sikre sig adgang, oplyser Tivoli.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 27/04/2025 - 08:00

Dansk stjerne giver endelig efter for sønnens drøm om skuespil

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Danske Simon Sears skal spille sammen med sin søn Skuli i serien "Generationer". Faren syntes ellers længe, at sønnen var for ung til at gå ind i skuespil.

Simon Sears blev i december sidste år far for tredje gang. Alligevel har han stadig til gode at vise sig selv frem på det store lærred for sine børn.

Det kan nemlig være svært for en skuespiller, hvis cv primært består af dystre eller alvorlige projekter som "Herrens veje", "9. april" og "Den som dræber".

Den nye DR-serie "Generationer" er heller ikke ligefrem målrettet børn, men den danske skuespiller har været glad for at spille familiefaren Martin, der minder mere om ham selv som person.

- Han er bare blødere, end det jeg ellers har spillet. Og jeg er måske bare en blød mand på mange områder, fortæller Simon Sears.

Karakteren kommer særligt tæt på hans eget liv, da et af hans fiktive børn i serien faktisk spilles af hans egen søn Skuli på otte år.

- Han vil så gerne være skuespiller. Og jeg har så mange gange sagt nej til, at han måtte komme til casting. Jeg syntes, det var for tidligt og for hårdt, fortæller Simon Sears.

Da den 41-årige skuespiller så selv var til casting til rollen i "Generationer", blev der spurgt, om han ikke også havde en søn, der var interesseret i skuespil.

Simon Sears blev enig med sin kone, Ingibjörg, om, at hvis sønnen endelig skulle være med i noget, så var det bedst, at det var sammen med sin far.

Sønnen kom til casting, og det endte med, at han fik rollen som otteårige Leo, der er barn til Simon Sears' karakter, Martin.

Derfor skulle Simon Sears for første gang prøve at være kollega med sin søn.

- Jeg havde en fantastisk oplevelse med det. Det var jo en gave til os begge to, fortæller Simon Sears og genkalder:

- Han blev så underligt professionel, når han så var der. Jeg koncentrerede mig bare om mit. Han havde fuldstændig styr på det, så jeg blandede mig ikke i hans arbejde.

"Generationer" er aktuel på DR, og det er derfor også oplagt, at hans ældste søn, Skuli, endelig får lov til at se sin far og ikke mindst sig selv på skærmen.

Det er dog ikke helt nemt, da der er bestemte scener, som drengen helst skal undgå.

- Jeg har faktisk siddet og set det hele igennem og skrevet tidskoder ned, så han kan få lov til at se sine egne scener, fortæller Simon Sears.

Selv om børnene aldrig har haft mulighed for at se deres fars ansigt på det store lærred, har de haft mulighed for at høre ham.

Han lagde nemlig stemme til karakteren Shadow i den danske version af animationsfilmen "Sonic the Hedgehog 3".

- Det, har de syntes, var så fedt! Det er det eneste, deres klassekammerater ved noget som helst om. Det er, at jeg laver tegnefilm, siger Simon Sears.

Simon Sears har også lagt stemme til "Transformers One" og "Bølle på eventyr".

Nu er skuespilleren aktuel side om side med sønnen, Skuli, i dramaserien "Generationer", der vises hver søndag på DR 1 og DRTV.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 28/04/2025 - 10:00

FAKTA: Frikort kan gøre afkast skattefrit

* Alle kan tjene et bestemt beløb hvert år og kun betale otte procent i arbejdsmarkedsbidrag til staten. Det kaldes et frikort. SU, dagpenge og pension er dog ikke omfattet.

* I år er beløbet fastsat til 51.600 kroner. Det svarer til 4300 kroner om måneden.

* Hvis man tjener under dette beløb, skal man have et frikort. Tjener man over, skal man i stedet have et hovedkort og et bikort.

* Et frikort kan også bruges til at gøre et eventuelt afkast - altså den økonomiske gevinst fra investeringer - skattefrit, hvis afkastet bliver beskattet som kapitalindkomst.

Kilde: Skattestyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 28/04/2025 - 10:00

FAKTA: Så meget får konfirmander i gave

* I gennemsnit vil en konfirmand i år få 24.208 kroner i pengegaver. Der er en lille stigning sammenlignet med sidste år, hvor pengegaverne udgjorde 23.735 kroner.

* Gavernes samlede værdi er i år gennemsnitligt 42.470 kroner. Sidste år viste undersøgelsen, at 57 procent af gæsterne gav pengegaver.

* I gennemsnit er der i år 39 gæster til at fejre en konfirmand.

Kilde: Nordeas konfirmationsundersøgelse 2025 foretaget af YouGov.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek