Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 22/06/2025 - 06:00

Liberal Alliance vil bruge det forhøjede råderum på skattelettelser

Når råderummet om lidt opjusteres med milliarder igen, skal pengene bruges på skattelettelser, mener LA.

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Dansk økonomi står over for endnu en væsentlig opjustering af, hvor godt det faktisk går.

Når finansminister Nicolai Wammen (S) inden længe ventes at præsentere et forhøjet råderum i en stor milliardklasse, har Liberal Alliance et klart bud på, hvordan pengene bør bruges:

De skal sendes tilbage til virksomheder og borgere i form af en omfattende omgang skattelettelser.

- Det er vores ønske, at man skal bruge hele det kommende, meget større råderum, der er på trapperne, til at gennemføre den skattereform, man godt ved, at man bør gennemføre, siger Ole Birk Olesen, finansordfører i Liberal Alliance.

Det går så godt for dansk økonomi, at Finansministeriets regnemodeller gang på gang er blevet positivt overraskede over fremtidens økonomiske råderum.

Betegnelsen dækker over forskellen mellem de forventede udgifter og indtægter for staten i fremtiden. Og her har finansminister Nicolai Wammen flere gange i denne regeringsperiode kunne meddele, at man nu forventer endnu flere indtægter i forhold til udgifter i fremtiden.

Det frigør milliarder af kroner, som politikerne kan bruge - eksempelvis er de seneste opjusteringer af råderummet blevet brugt på forsvarsinvesteringer.

Men hvis man spørger Liberal Alliance, er den kommende opjustering en oplagt anledning til at tage livtag med strukturelle skatteudfordringer, der hæmmer den danske konkurrenceevne.

- Vi skal have ryddet op i nogle af de skævheder og tåbeligheder, vi har i vores skattesystem, som man ikke hidtil har taget fat om, fordi man ikke syntes, man havde råd til det, siger Ole Birk Olesen.

Han peger på tre steder, der skal sættes ind:

Det skal være billigere at investere i Danmark, og derfor bør selskabsskatten og kapitalskatter sænkes.

Indkomstskatten skal være lavere.

Og så skal der foretages en oprydning i "gakkede" afgifter, der ikke er tidssvarende længere.

Det er vigtigt for Liberal Alliance at sige, at det kan tjene som eksempler. Hvis andre partier har andre idéer til skattelettelser, er man åben for det.

- Det afgørende er, at det ekstra råderum bør bruges på at lave den skattereform, vi alle ved er rigtig, siger Ole Birk Olesen.

Om "alle" er enige i, at skattelettelser er den rette vej frem, er usikkert.

Forslaget fra Liberal Alliance falder ingenlunde i god jord hos Nicolai Wammen, der i en skriftlig kommentar siger, at "det er noget af det dummeste og mest uansvarlige, jeg længe har hørt".

- Vi har en gigantisk regning, der skal betales, i forhold til forsvar og sikkerhed, og vi har også et velfærdssamfund, som skal udvikles.

- Så at fyre det hele af på skattelettelser er dybt uansvarligt, mener finansministeren.

Han har tidligere fremhævet, at der er brug for nye investeringer i "oprustningen af forsvaret og Natos styrkemål" på en "ansvarlig og retfærdig måde".

/ritzau/

New York, 25/06/2025 - 03:54

Diddy afviser vidneskranken og undgår forhør i retssag

Chris Delmas/Ritzau Scanpix

Musikproduceren Sean "Diddy" Combs undlod tirsdag at gå i vidneskranken, da forsvaret fik ordet under retssag.

Den amerikanske musikproducer Sean "Diddy" Combs afviste tirsdag en mulighed for at forsvare sig i vidneskranken i New York i en retssag, der potentielt kan koste ham fængsel på livstid.

Det skete, efter at 34 vidner gennem de seneste seks uger er blevet udspurgt i sagen, hvor musikproduceren er tiltalt for blandt andet sexhandel, tvungen prostitution og afpresning.

Dommer Arun Subramanian spurgte først, hvordan Sean "Diddy" Combs har det.

- Jeg har det godt, ærede dommer.

- Jeg har længe gerne villet sige tak. De gør et fremragende arbejde, sagde den tiltalte musikproducer og rapper ifølge CNN.

Det er første gang i flere uger, at 55-årige Sean "Diddy" Combs udtaler sig under den igangværende sag.

Dommeren ville efterfølgende høre, om det var rapperens egen beslutning ikke at afgive vidneforklaring.

- Det er udelukkende min beslutning. Jeg mener - det er en beslutning, jeg har truffet sammen med mine advokater, sagde Sean "Diddy" Combs.

Ifølge BBC brugte musikproducerens forsvarsadvokater omkring 20 minutter på at afvise alle anklager mod ham.

Forsvarsadvokaterne argumenterede for, at anklageren ikke har formået at løfte bevisbyrden mod Sean "Diddy" Combs og bad dommeren om at droppe sagen, hvor han risikerer mellem 15 års fængsel og livstid.

Forsvaret havde tirsdag ikke indkaldt nogen vidner, men fremlagde i stedet tekstbeskeder sendt mellem musikproduceren og ekskæresten Casandra Ventura og et andet påstået offer med pseudonymet Jane.

Tekstbeskederne havde til hensigt at vise, at kvinderne velvilligt deltog i sex med musikeren og mandlige prostituerede til flere dages fester, der blev kaldt "freak offs".

I en besked, der blev læst op i retten, skrev pseudonymet Jane i en besked til Combs; "jeg har det altid sjovt", med henvisning til de såkaldte "freak offs", skriver BBC.

Anklageren i sagen, Emily Johnson, har tidligere i sagen beskrevet, at Sean "Diddy" Combs optog videoer fra festerne, som han bagefter brugte til afpresning.

Hvis kvinderne modsatte sig, overfaldt den amerikanske rapper dem, har anklageren fortalt.

Den snart syv uger lange retssag nærmer sig sin afslutning.

Torsdag vil både anklageren og forsvaret få mulighed for at komme med deres afsluttende bemærkninger.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 24/06/2025 - 14:23

Tine Gøtzsche er vært på nyt iværksætterprogram

Journalist Tine Gøtzsche ser frem til at følge de 12 par i jagten på at opnå iværksætterdrømmen, når hun til efteråret er vært på "Dobbelt op".

Det er den garvede nyhedsvært og journalist Tine Gøtzsche, der styrer slagets gang, når 12 par skal dyste om startkapitalen til deres iværksætterdrøm i det nye program "Dobbelt op".

Det skriver Warner Bros. Discovery i en pressemeddelelse.

- "Dobbelt op" handler ikke bare om at vinde penge, men også om at turde at forfølge sine drømme og tage chancer, siger Tine Gøtzsche i pressemeddelelsen.

- Jeg glæder mig til at følge deltagernes rejse og være en del af deres kamp for at fordoble deres indsats og måske ændre deres liv for altid.

Tine Gøtzsche har selv tidligere prøvet kræfter med underholdningsformatet, da hun i 2023 deltog i TV 2's første sæson af "Forræder".

Typisk står hun ellers på den anden side af bordet, og i 22 år var hun nyhedsvært på DR frem til 2018, hvor hun sagde sit job op.

Siden har hun gjort sig som moderator og ordstyrer, men nu vender hun endnu en gang tilbage i rollen som vært.

De dystende par består af amatøriværksættere fra hele Danmark, der med nytænkende forretningsidéer skal få deres pengebeløb til at vokse.

Parret, der til slut har tjent flest penge, vinder 100.000 kroner oveni det indtjente til at sætte gang i iværksætterdrømmen.

Og kombinationen af nervepirrende konkurrence, kreativitet og stærke relationer mellem deltagerne kan opleves på Kanal 5 og HBO Max til efteråret.

- Der er en klar tendens til, at vi fascineres af iværksætteri, og vi ser stadigt flere modige danskere, der opsiger deres faste job og starter som selvstændige.

- Den tendens taler "Dobbelt op" ind i, og vi håber og tror på, at programmet både kan inspirere og underholde seerne, lyder det fra Kristian Rosasco, der er programdirektør hos Warner Bros. Discovery.

"Dobbelt op" får premiere på Kanal 5 og HBO Max i efteråret 2025. Den endelige premieredato er endnu ukendt.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 24/06/2025 - 10:00

FAKTA: Undgå familiekonflikter ved barnets efterskoleretur

* Forbered eventuelle søskende på, at familiedynamikken ændrer sig. Det mellemste barn i familien har måske lige vænnet sig til at være det ældste barn derhjemme.

* Forbered eventuelle søskende på, at der ikke er lige så meget tid på badeværelset om morgenen mere.

* Acceptér at barnet har nogle minder og oplevelser, som det kun kan tale med efterskolevennerne om.

* Acceptér, at barnet ikke nødvendigvis har det samme behov for at være sammen med dig, som du har for at være sammen med barnet.

Kilder: Julie Aasbjerg Andersen, autoriseret psykolog og har flere års erfaring fra børne- og ungepsykiatrien og Mie Juul Ingerslev, trivselscoach og udviklingskonsulent hos Efterskoleforeningen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 24/06/2025 - 10:00

Giv dit barn plads til efterskolesorg

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Efter et år på efterskole med uafbrudt fællesskab kan det være svært at vende hjem til hverdagen. Psykolog og trivselscoach guider dig til at møde dit barn.

Tårerne skyller ned ad din 16-åriges kinder.

Alt imens står du som forælder og betragter barnets efterskolefarvel og overvejer, hvornår du kan sætte kløerne i dit barn og dermed sætte det endelige punktum, der markerer, at dit barns måske mest betydningsfulde år er slut.

Når barnet kommer hjem, vil det sandsynligvis være i stor sorg.

Derfor er det vigtigt, at du som forælder giver barnet plads, forklarer Julie Aasbjerg Andersen, der er autoriseret psykolog og indehaver af psykologpraksissen Mentalt Overskud med mange års erfaring fra børne- og ungepsykiatrien.

Hun kalder det et meget overset problem.

- Du skal give barnet plads. Det kan være en stor sorg, fordi barnet mister alle sine venner. Det kan være en barsk besked, men i teenageårene kan vennerne betyde mere, og familien betyder mindre, siger hun.

Psykologen minder dig om, at det barn, der kommer hjem, ikke er det samme barn, som du sendte afsted på efterskole. Et år i teenageårene er virkelig lang tid.

- Det er vigtigt at møde den unge med nysgerrighed og åbenhed. De unge kan vokse meget på et år, så de har ikke nødvendigvis de samme sengetider mere og så videre.

Du må ikke have de samme forventninger til dem. Du skal lære dem at kende på ny, siger hun.

Der kan hurtigt opstå konflikter, hvis du som forælder forventer, at du har den samme autoritet for barnet som før i forhold til at give dem pligter derhjemme.

- De unge bruger meget energi på at være i en sorgproces, så det kan fylde meget for dem, hvis de bliver bedt om nogle meget simple ting, fordi de er ved at bearbejde noget, siger Julie Aasbjerg Andersen.

Allerede inden de skal hjem, kan de unge være bevægede, så det er vigtigt at give barnet tid til at sige farvel, når du henter det, fortæller Mie Juul Ingerslev, der er trivselscoach og udviklingskonsulent hos Efterskoleforeningen Efterskolerne.

- Det dur ikke, at du tager barnet med hjem, lige så snart der er blevet sagt tak for i år. Giv barnet tid og plads til at sige farvel.

- Men du kan godt forberede dig på, at det kan være bevægende at se dit barn i det følelsesregister på storetudedag, siger hun.

Når I så kommer hjem, kan man som forælder med fordel give lidt plads. Selv om du har glædet dig til hjemkomsten, kan der være et savn fra dit barn.

Til gengæld opfordrer hun til, at du strækker dig lidt for, at de kan holde kontakten med efterskolevennerne.

- Vær rummelig ved lade barnet invitere vennerne på besøg, eller tilbyd at køre dem til togstationen. Mange af efterskolevennerne kan bo langt væk.

- Det er vigtigt at holde fast i fællesskabet, fordi det er helt unikt, siger Mie Juul Ingerslev.

Julie Aasbjerg Andersen stemmer i og fremhæver, at det er vigtigt at lære barnet, at det kræver en indsats, hvis man vil bevare sine relationer. Og for mange vil det være et stort behov.

- Jeg vil være opmærksom på ikke at isolere dem for meget. Barnet har været mandsopdækket af folk på dets egen alder i et år, så det har helt andet socialt behov.

Derfor bør du også overveje at give dem lidt længere snor, i forhold til hvor længe de må være ude, og hvor mange aftaler de må have om ugen.

Ellers opfordrer hun til, at du spørger barnet om, hvad det har brug for og lyst til at lave i sommerferien. Du kan invitere til en gåtur for at spise en is.

Det kan afføde dybere snak, men du skal lade det komme af sig selv og ikke presse på.

- Respektér også, hvis barnet ikke har lyst til ti forskellige familiefødselsdage i løbet af sommeren, hvor folk vil stille dem en masse spørgsmål om efterskolen, siger hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek