Guayaquil, 26/06/2025 - 03:23
Narkobaron anholdt efter flugt fra fængsel i Ecuador
Lederen af narkokartellet Los Choneros i Ecuador er igen bag tremmer, siger landets præsident.
Handout/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/Reuters
Narkobaronen Jose Adolfo Macias, kendt som Fito, er blevet anholdt efter at være flygtet fra et fængsel i Ecuador sidste år.
Det oplyser landets præsident, Daniel Noboa.
Jose Adolfo Macias afsonede en dom på 34 års fængsel for blandt andet narkohandel og drab, da han i januar 2024 forsvandt fra et fængsel i Guayaquil.
Samtidig udbrød der voldsomme uroligheder. Bevæbnede mænd invaderede en tv-station, mens over 200 fængselsansatte blev taget som gidsler.
Regeringen indførte dengang undtagelsestilstand.
Præsident Noboa roser politiet og landets militær for onsdag at have fanget Fito.
- Min anerkendelse går til vores politi og militær, som har deltaget i den her operation. Flere vil falde, og vi vil generobre landet. Uden ophør, skriver han på det sociale medie X.
Regeringen havde udlovet en dusør på en million dollar, svarende til knap 6,5 millioner kroner, for oplysninger, der kunne føre til hans anholdelse.
45-årige Jose Adolfo Macias er leder af narkokartellet Los Choneros, som blev dannet i byen Chone i det vestlige Ecuador.
Han fik dommen på 34 års fængsel tilbage i 2011.
Også i USA har myndighederne kig på Fito. Sidste år indførte landet sanktioner mod Los Choneros, som ifølge USA har været involveret i narkohandel - herunder smugling af narko til USA - siden 1990'erne.
Præsident Noboa siger, at han har bedt om at få Jose Adolfo Macias udleveret til USA.
Her vil han stå over for tiltaler for narkohandel og våbenbesiddelse.
Flugten i januar 2024 var anden gang, at Fito stak af fra fængsel. Første gang var i 2013. Her var han på fri fod i tre måneder.
I august 2023 blev Fito under stort sikkerhedsopbud overflyttet til et andet fængsel. Det skete kort tid efter drabet på præsidentkandidaten Fernando Villavicencio.
En uge inden sin død udtalte Villavicencio, der ønskede at bekæmpe bandekriminaliteten i landet, at han havde modtaget dødstrusler fra Fito.
/ritzau/Reuters