Tallinn, 04/06/2025 - 15:53
Sverige får lov til at sende 600 fanger til fængsel i Estland
Aftale mellem Sverige og Estland skal afhjælpe pladsmangel i de svenske fængsler og er rettet mod dømte mænd.
12060 Lars Schröder/TT/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den svenske regering har onsdag indgået en aftale med Estland, som vil gøre det muligt at sende op til 600 dømte kriminelle fra Sverige til et fængsel i den estiske by Tartu.
Det oplyser den svenske justitsminister, Gunnar Strömmer, og formanden for retsudvalget i Riksdagen, Henrik Vinge, på et pressemøde.
Det skriver nyhedsbureauet TT og mediet SVT.
Med aftalen skal Sverige efter planen leje 400 fængselsceller med plads til i alt 600 indsatte.
Inden de dømte kan transporteres over Østersøen til Tartu i det østlige Estland, skal aftalen underskrives af parterne. Det er den ikke blevet endnu, men det sker efter planen senere på sommeren.
Derudover skal planen godkendes af to tredjedele af medlemmerne i det svenske parlament, Riksdagen.
Aftalen er rettet mod både svenske og udenlandske mænd over 18 år, der er dømt i Sverige.
Baggrunden for aftalen er pladsmangel i de svenske fængsler.
Hvis aftalen godkendes af det nødvendige flertal i Riksdagen, skal de første indsatte fra Sverige efter planen sendes til Tartu i foråret 2026.
Fængslet i Tartu skal ifølge aftalen bemandes af estiske fængselsbetjente. Personalet taler engelsk, og de indsatte får ret til tolkebistand.
Det kommer til at være estisk lovgivning, der gælder i fængslet. Dog indføres en række særregler, som skal sikre, at de svenske indsattes fængselsophold kommer til at svare til et fængselsophold i Sverige.
Det betyder blandt andet, at de indsatte får ret til besøg og får mulighed for at kommunikere med omverdenen.
I store træk minder det svenske og estiske fængselsvæsen dog om hinanden, siger den svenske justitsminister, Gunnar Strömmer.
Ingen dømte fra Sverige kommer til at afsone hele deres fængselsstraf i Estland, da afsoningen altid skal begynde og slutte i et svensk fængsel.
Ligesom Sverige har Danmark rettet blikket mod udlandet på grund af mangel på fængselspladser.
Det har for Danmarks vedkommende ført til en aftale med Kosovo om leje af 300 fængselspladser til udvisningsdømte, kriminelle udlændinge.
Kosovos parlament godkendte i maj 2024 aftalen, hvorefter ombygningen af det fængsel, der skal bruges, blev påbegyndt.
De udvisningsdømte fra Danmark er endnu ikke flyttet ind.
/ritzau/