København, 19/06/2025 - 22:05
Alcaraz afværger sensation i maratondrama på græs
Carlos Alcaraz vandt efter 3 timer og 26 minutters græstennis i London. Jannik Sinner tabte i Halle.
Peter Cziborra/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
French Open-mesteren Carlos Alcaraz var torsdag aften tæt på at lide et sensationelt nederlag i ATP 500-turneringen på Queen's Club i London, der fungerer som opvarmning til Wimbledon.
Spanieren Alcaraz, der er nummer to på verdensranglisten, var således bagud med 2-4 i det afgørende sæt mod landsmanden Jaume Munar, der blot er nummer 59.
I sidste ende vandt Alcaraz med cifrene 6-4, 6-7, 7-5.
Kampen varede 3 timer og 26 minutter og er dermed en af de længste kampe bedst af tre sæt på græs nogensinde.
Med sejren er Alcaraz klar til kvartfinalen. Han er seedet til at møde Holger Rune i semifinalen.
I første sæt var et enkelt servegennembrud nok for Alcaraz, men i andet sæt formåede han ikke at bryde, selv om han havde tre chancer ved stillingen 4-4.
Munar holdt fast og spillede sig til hele seks sætbolde ved stillingen 5-4 og 6-5, men missede dem alle.
I stedet endte det i tiebreak, hvor Alcaraz havde to matchbolde, som han ikke formåede at udnytte.
Munar bragte i stedet balance i kampen ved at vinde på sin ottende sætbold.
I tredje sæt kom Alcaraz foran med 2-0, men Munar vendte det hele på hovedet ved at vinde de næste fire partier.
Men Alcaraz havde det store comeback i sig. Han udlignede til 4-4 og brød senere til sejr på 7-5.
Alcaraz skal i kvartfinalen møde franskmanden Arthur Rinderknech. Her skal Holger Rune op mod spanieren Roberto Bautista Agut.
Der spilles også opvarmningsturnering til Wimbledon i tyske Halle, og her måtte verdensetteren Jannik Sinner se sig slået i tre sæt af Alexander Bublik fra Kasakhstan.
Verdens nummer 45 møder sejrede med cifrene 3-6, 6-3, 6-4.
/ritzau/