Cannes, 24/05/2025 - 16:52
Cannes blev ramt af strømnedbrud under filmfestival
Lørdag kulminerer filmfestivalen i Cannes - samme dag, som den franske by har været ramt af strømproblemer.
Stephane Mahe/Reuters
Af: /ritzau/
Efter et nedbrud er strømmen tilbage i den franske by Cannes, hvor der lørdag skal uddeles priser på den prestigefyldte filmfestival.
Det skriver NRK og TV 2 Norge, der begge er til stede på filmfestivalen.
Tidligere på dagen rapporterede lokale myndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters, at dele af den franske region Alpes-Maritimes, hvor Cannes ligger, oplevede omfattende strømafbrydelser.
I landsbyen Tanneron blev en transformerstation, der forsyner Cannes med strøm, udbrød der brand omkring klokken 02.00 natten til lørdag. Det oplyser lokale myndigheder til nyhedsbureauet AFP.
Branden blev slukket omkring klokken 07.00 lørdag morgen, lyder det videre. Der er formentlig tale om en påsat brand, oplyser anklager. Tanneron ligger cirka 16 kilometer fra Cannes.
Derudover er en højspændingspylon i byen Villeneuve-Loubet, der ligger cirka 20 kilometer fra Cannes, blevet udsat for sabotage, skriver AFP. Den lokale anklagemyndighed oplyser, at tre at tre af dens ben er blevet skåret over.
Strømmen gik ud i hele Cannes klokken 10 lørdag formiddag ifølge magasinet Screen Daily. Dette førte angiveligt til aflysning af flere filmvisninger.
En repræsentant har til mediet Variety bekræftet, at festivalen har været påvirket.
Derudover blev hæveautomater ramt, og restauranter havde ikke mulighed for at tage imod kortbetalinger ifølge AFP.
Lørdag eftermiddag beretter journalister fra nyhedsbureauet, at trafiklys tæt på filmfestivalens hovedkvarter igen virker.
Desuden skrev Variety tidligere, at en del af filmfestivalen - Palais des Festivals - skiftede til en uafhængig strømforsyning. Det har gjort det muligt for alle planlagte begivenheder og visninger inklusive afslutningsceremonien at fortsætte som planlagt og under normale forhold.
Ifølge strømoperatøren RTE blev 160.000 husstande påvirket af nedbruddet.
Filmfestivalen begyndte 13. maj og kulminerer lørdag aften med overrækkelsen af de prestigefyldte priser.
Blandt de nominerede til aftenens filmpriser er den norske film "Affeksjonsverdi", der har et dansk islæt.
Filmen er lavet af norske Joachim Trier, der er født i Danmark, sammen med blandt andre den danske producer Sisse Graum Jørgensen.
Den er blandt 23 film, der kan vinde den eftertragtede Guldpalme.
/ritzau/