Herning, 09/05/2025 - 12:15
Dansk stortalent droppede amerikansk slutspil for hjemme-VM
Oscar Fisker Mølgaard nåede syv kampe i AHL, inden han rejste hjem til landsholdet og VM.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
I april afprøvede Oscar Fisker Mølgaard livet som ishockeyspiller i Nordamerika, da han spillede sæsonens sidste syv grundspilskampe for Coachella Valley Firebirds i AHL, der er NHL's udviklingsliga.
Men da hans nye californiske holdkammerater begyndte slutspillet, rejste den 20-årige nordjyde hjem. VM på hjemmebane ville han ikke gå glip af.
- Det var aftalen lige fra starten. Det har hele tiden været planen, at jeg skulle hjem til VM. De har haft forståelse for, at det her kan være en oplevelse, jeg kun får en gang i livet, siger Oscar Fisker Mølgaard.
- Det var fedt, at jeg alligevel nåede at få spillet nogle kampe derovre, og jeg følger drengene og håber på det bedste for dem. Men jeg har hele tiden tænkt på, at jeg skulle stå klar fredag aften klokken 20.20 mod USA, forklarer han.
Sidste sommer skrev han kontrakt med NHL-klubben Seattle Kraken, men spillede denne sæson på lån i svenske HV71.
Efter et drabeligt nedrykningsspil, hvor han var med til at sikre Jönköping-klubben overlevelse i den bedste svenske række, blev han kaldt til USA for at smage på nordamerikansk ishockey.
Det blev til to mål og en assist i syv kampe for Coachella Valley Firebirds, der er Seattle Krakens udviklingshold.
- Det var lidt specielt at komme ind på et hold i slutningen af en sæson og især på et hold, der var i gang med at forberede sig til et slutspil.
- Jeg kunne godt mærke, at jeg lige skulle spille mig til respekt fra holdkammeraterne, og jeg skulle også vænne mig til en anden spillestil. Banen er mindre, og det går lidt stærkere.
- Nu har jeg prøvet det, og det er forhåbentlig en fordel til næste sæson, siger Oscar Fisker Mølgaard.
Efter VM og en tiltrængt sommerferie rejser han tilbage til USA og begynder for alvor kampen for at blive NHL-spiller.
/ritzau/