Washington D.C., 28/04/2025 - 02:56
USA's grænsechef: Deporteret mor valgte selv at tage toårig med
Retssikkerheden blev overholdt, da en mor til en toårig pige blev deporteret, siger USA's grænsechef.
Af: /ritzau/
USA's grænsechef, Tom Homan, siger natten til mandag, at retssikkerheden ("due process", red.) blev overholdt, da en mor til en toårig pige blev deporteret til Honduras.
Det siger han til CBS News.
Den toåriges mor "fik forsvarlig rettergang på skatteydernes bekostning og blev dømt af en immigrationsdommer efter retsmøderne, så hun fik en rimelig og retfærdig proces", siger han.
Den toårige er blandt i alt tre børn, som er amerikanske statsborgere, og som blev sendt til Honduras sammen med deres mødre fredag, viser retsdokumenter, som CBS News har læst.
Den toårige pige blev sendt af sted sammen med sin mor og sin 11-årige søster. Barnets far blev tilbage i USA.
- Den toårige tog med moren, siger Homan til CBS News.
- Moren skrev under på, at hun ville have sin toårige med. Det er en forælders beslutning - ikke regeringens, siger han.
Den amerikanske delstat Louisianas føderale distriktsdommer Terry Doughty skrev fredag i en kendelse, at der var en "stærk mistanke om, at regeringen uden videre deporterede en amerikansk statsborger uden en meningsfuld proces".
Homan bestrider over for CBS News, at Trump-administrationen deporterer amerikanske statsborgere og understreger igen, at "moren valgte at tage barnet med sig".
Den toårige piges far har indgivet en hasteanmodning i håbet om at få sin datter bragt tilbage til USA.
/ritzau/