Bruxelles, 26/06/2025 - 17:18
Danmark vil have Ukraine tættere på EU selv om Ungarn blokerer
Mette Frederiksen erkender, at Ungarns veto er svært at omgå, men hun ønsker alligevel EU-udvidelse.
John Thys/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Ukraine skal bringes så tæt på EU som muligt - også selv om det er svært i lyset af Ungarns nej.
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på vej ind til EU-topmødet i Bruxelles torsdag.
Her gjorde den ungarske premierminister, Viktor Orbán, det igen klart, at han bliver en af de største hovedpiner for det danske EU-formandskab, der begynder 1. juli.
Mens Danmark under EU-formandskabet ideelt set ønsker at åbne alle seks forhandlingsområder med Ukraine på vejen mod EU-medlemskab, siger Orbán nej.
- Problemet er krigen. Hvis vi integrerer Ukraine i EU, så lukker vi krigen ind, lød det torsdag fra Viktor Orbán.
Da beslutningen kræver enstemmighed, er Orbán reelt udstyret med et veto.
Alligevel er Mette Frederiksen ikke i tvivl om, at EU bør arbejde for udvidelse med flere nye lande:
- Når man kigger på EU og udvidelse med sikkerhedspolitiske briller, så er der i min sjæl ingen tvivl om, at vi skal bringe både Vestbalkan, Moldova og Ukraine så tæt på os som overhovedet muligt.
- Derfor har vi behov for at få åbnet og komme længere i forhandlingerne med de enkelte lande, siger Mette Frederiksen.
Hun erkender dog samtidig udfordringen fra Ungarn, der gennem krigen i Ukraine flere gange har truet med at nedlægge veto mod vigtige beslutninger om eksempelvis økonomisk støtte til Ukraine.
- Ja, det er rigtigt, at det især er Ungarn, der i hvert fald indtil videre blokerer. Det må vi se, om vi kan finde en vej i.
- Det gælder også i forhold til den 18. sanktionspakke, siger Mette Frederiksen.
Hun henviser dermed til de sanktioner, som 25 af de 27 EU-lande ønsker at indføre mod Rusland for at presse landet til forhandlingsbordet.
Ud over Ungarn har også Slovakiet bedt om betænkningstid, før man siger ja til sanktionerne.
Ungarn og Slovakiet er bekymrede for deres energiforsyning, hvis det danske EU-formandskab samler et kvalificeret flertal bag EU-Kommissionens forslag om et farvel til russisk gas.
De to østeuropæiske lande bruger russisk energi som del af deres energiforsyning. EU-Kommissionen har dog forsøgt at imødekomme bekymringerne ved at sikre gas fra andre leverandører.
Det kan ifølge EU-kommissæren for energi, Dan Jørgensen, ske, uden at prisen stiger for de to lande - også i lyset af, at EU-landene er blevet bedre til at spare på gassen.
Hidtil har det dog ikke været nok til at overbevise Ungarn og Slovakiet om at sige ja til den 18. sanktionspakke.
/ritzau/