København, 26/06/2025 - 15:16
DF vil gøre det ulovligt at betale for et folketingsmandat
Det skal straffes med bøde eller fængsel i op til fire år, lyder det fra DF i lovforslag om mandatkøb.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det skal være ulovligt for et parti at tilbyde penge til et folketingsmedlem, så vedkommende opgiver sit mandat.
Det mener Dansk Folkeparti, som med et lovforslag vil gøre det ulovligt. Meldingen kommer i forlængelse af Mike Fonseca-sagen.
I sidste uge kom det frem i bogen "Det koster et mandat", at Moderaterne og formand Lars Løkke Rasmussen i 2023 tilbød Fonseca blandt andet 370.000 kroner i en form for fratrædelsesaftale for at udtræde af Folketinget og dermed nedlægge sit mandat. Han takkede nej i sidste ende og er i dag løsgænger i Folketinget.
- At købe sig til et mandat er fuldstændig forkasteligt, og det må ikke være sådan, at man fremadrettet bare kan købe sig til et mandat i Folketinget. Det er at sætte folkestyret over styr, siger DF's retsordfører, Mette Thiesen, til TV 2.
Danmarksdemokraterne, De Konservative og Enhedslisten bakker op om forslaget.
- Det er klart, at når det er ulovligt at købe en stemme, bør det selvfølgelig også gøres ulovligt at købe et mandat, siger Enhedslistens Peder Hvelplund til TV 2.
Løkke har afvist at have gjort noget ulovligt ved at tilbyde penge til Fonseca, som også blev tilbudt psykologhjælp og krisehåndtering, da forhandlingerne mellem ham og Moderaterne om at udtræde af Folketinget var i gang.
Forhandlingerne, som Fonseca i hemmelighed optog, fandt sted, fordi Moderaterne var blevet bekendt med, at Fonseca var i et forhold med en dengang 15-årig pige og dermed havde brudt partiets interne adfærdskodeks.
Optagelserne danner fundamentet i "Det koster et mandat". I bogen er samtalerne mellem Løkke og Fonseca eksempelvis skrevet ud.
/ritzau/