Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 04/07/2024 - 13:15

Direktør for Danmarks Underholdningsorkester er færdig

Andreas Vetö skal ikke længere stå i spidsen for Danmarks Underholdningsorkester efter flere sager.

Mathias Eis/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Andreas Vetö forlader stillingen som direktør for Danmarks Underholdningsorkester efter sager om grænseoverskridende adfærd.

Det skriver Politiken og Berlingske, og selv bekræfter Andreas Vetö opsigelsen i et opslag på det sociale medie LinkedIn.

Her takker han for sin tid i orkestret og erklærer sig stolt af rejsen:

- Jeg er meget ked af de fejl, jeg har begået. Jeg tager læring af det og arbejder intenst med det, skriver han.

Berlingske har beskrevet, hvordan Andreas Vetö tidligere har fået kritik for grænseoverskridende adfærd. Flere medarbejdere har klaget over ham.

Politiken kan tillige fortælle om en sag om grænseoverskridende sms'er sendt til en medarbejder, som ifølge avisen havde bedt om, at han ikke kontaktede hende privat, og at han også i et andet tilfælde skulle have kontaktet en kvindelig ansat privat, selv om hun ikke ønskede det.

Bestyrelsesformand for Danmarks Underholdningsorkester Lars Barfoed skriver i en mail til både Berlingske og Politiken, at bestyrelsen er blevet fremlagt de uønskede meddelelser, som er sendt fra Vetö til medarbejderen.

- Vi anser meddelelserne som utilstedelige og uforenelige med jobbet som direktør, skriver Lars Barfoed i mailen.

Politiken kan også berette, at Vetö i 2023 fik en alvorlig irettesættelse, fordi han havde startet et seksuelt forhold med en musiker, som på løs basis var med i orkestret.

Kvindens mand spillede fast i orkestret. Ingen af de to udtaler sig til avisen.

Andreas Vetö er også nævnt i DR-dokumentaren "Sexisme i musikbranchen", der kom tidligere på året.

Han bliver ikke selv anklaget, men en kvinde udtrykker utilfredshed med orkesterledelsens håndtering af en sag om upassende komplimenter.

Her beklager Andreas Vetö kvindens opfattelse af, hvordan sagen har været håndteret og hans egen kommunikation.

38-årige Andreas Vetö har været direktør for Danmarks Underholdningsorkester siden 2017. Tidligere har han været ansat hos Odense Symfoniorkester, DR Big Band og Tivoli Copenhagen Phil.

Vetö er en prisbelønnet dirigent. I 2020 modtog Danmarks Underholdningsorkester International Classic Music Awards.

Orkestret har desuden under hans ledelse fået Børsens Gazelle-pris to år i streg, som gives til virksomheder, der skaber vækst - det har derfor været opsigtsvækkende, at en kulturinstitution har modtaget prisen.

Men nu er det altså slut for Andreas Vetö i Danmarks Underholdningsorkester.

/ritzau/

Qassiarsuk, 06/07/2024 - 22:49

Kongepar afslutter tur til Grønland med kaffemik og vandring

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kongeparret indledte deres tur til Grønland 29. juni. Den nåede til vejs ende lørdag med et besøg i bygd.

Kong Frederik og dronning Mary har lørdag afsluttet deres otte dage lange besøg i Grønland.

Kongeparrets sidste stop på programmet var Qassiarsuk, som er en bygd i Sydgrønland. Her var de på bygdevandring og til kaffemik.

En kaffemik er en traditionel grønlandsk sammenkomst, hvor der drikkes kaffe og spises bagværk.

- Selvom regnen silede ned, var smilene store, da Kongeparret i dag afsluttede Grønlandsrejsen med besøg i Narsaq og Qassiarsuk, skriver kongehuset i et opslag på Instagram lørdag aften.

Parret ankom tidligere lørdag til den grønlandske by Narsaq.

Under besøget i den sydgrønlandske by har kong Frederik plantet et træ ved byens administrationsbygning.

Herefter skulle kong Frederik og dronning Mary besøge idrætshallen i Narsaq, hvor billeder viser, at kongen fik lejlighed til at spille bordtennis.

Besøget i Grønland startede 29. juni.

Det er første gang, at kong Frederik og dronning Mary besøger Grønland, efter at de blev konge og dronning i januar.

Kongeparrets to yngste børn, tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine, har været med til dele af besøget.

De var blandt andet med, da kong Frederik satte motionsløbet Qeqertarsuaq Race i gang søndag.

Turen har blandt andet også budt på et museumsbesøg i Sisimiut, der er Grønlands næststørste by, samt en officiel middag i Nuuk torsdag.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 06/07/2024 - 15:54

Træplantning og kaffemik afslutter kongeligt besøg i Grønland

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kongeparrets otte dage lange besøg i Grønland slutter lørdag med en traditionel kaffemik i en sydlig bygd.

Kong Frederik og dronning Mary er lørdag ankommet til den grønlandske by Narsaq, hvor de tog hul på sidste dag af deres otte dage lange besøg i Grønland.

Under besøget i den sydgrønlandske by har kong Frederik plantet et træ ved byens administrationsbygning.

Billeder fra stedet viser, at det var nødvendigt med paraply og regnjakke for flere af de tilstedeværende.

Herefter skulle kong Frederik og dronning Mary besøge idrætshallen i Narsaq, hvor billeder viser, at kongen fik lejlighed til at spille bordtennis.

Kongeparrets sidste stop på programmet er i Qassiarsuk, som er en bygd i Sydgrønland. Her skal de efter planen vises rundt og til kaffemik med byens borgere.

En kaffemik er en traditionel grønlandsk sammenkomst, hvor der drikkes kaffe og spises bagværk.

Besøget i Grønland startede 29. juni. Det er første gang, at kong Frederik og dronning Mary besøger landet, efter at de blev konge og dronning i januar.

Kongeparrets to yngste børn, prins Vincent og prinsesse Josephine, har også været med til dele af besøget.

Tvillingerne var blandt andet med, da kong Frederik satte motionsløbet Qeqertarsuaq Race i gang søndag.

Da dronning Mary lørdag taler med pressen, glæder hun sig også over, at tvillingerne er med på besøget.

- Det er en stor glæde at rejse sammen med vores børn og se, hvordan de har oplevet Grønland, siger hun.

Tvillingerne, som i dag er 13 år, var sidst i Grønland, da de var tre, fortæller dronningen.

Turen har blandt andet også budt på et museumsbesøg i Sisimiut, der er Grønlands næststørste by, og en officiel middag i Nuuk torsdag.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 05/07/2024 - 10:00

FAKTA: Nogle områder er mere berørte

* Nogle områder er mere generede af myg end andre.

* Skovmyggene kan være en plage i særligt skovområder i første halvdel af sommeren, mens strandengmyggene kan optræde i store tal ved flade, sumpede kyster med strandenge.

* I våde somre kan bestanden af strandengmyg forsætte med at vokse sommeren igennem.

Kilde: myggetal.dk, som drives af Københavns Universitet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 05/07/2024 - 10:00

Eksperten svarer: Kan visse planter holde myggene væk?

Patrice Coppee/Ritzau Scanpix

Der findes en plante, som myggene hader, men ekspert har svært ved at se, at den skulle kunne holde myggene fra at stikke mennesker.

Du har måske spottet reklamer for planter, som kan holde myggene væk fra din have.

Men spørgsmålet er, hvor meget hold der er i, at grønne blade kan afholde sommerens små plager fra at entrere din matrikel?

Spørger man René Bødker, som er seniorforsker på Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet, lyder det ikke helt til at være tilfældet.

- Jeg ved godt, at der er en masse historier om, at bestemte planter kan skræmme myg væk, men den slags når sjældent frem til den videnskabelige litteratur, så det er svært at forholde sig til, siger han og uddyber:

- Dog er der en enkelt plante, de bestemt ikke bryder sig om, nemlig krysantemum-arten Tanacetum cinerariifolium. Det er nemlig fra den, man udvinder insektgiften Pyrethrum.

Men selv om du plantede den i haven, er seniorforskeren ikke sikker på, at det ville holde myggene væk.

- De vil bare ikke lande på den, men der er intet, som stopper dem fra bare at flyve forbi, siger han.

I stedet kan du forsøge at gennemtrevle din have og resten af nabolaget for ting og sager, som lokker myggene til i stimevis.

Dog kan det blive et omstændigt arbejde, som muligvis ikke kommer til at have den store effekt, lyder det fra eksperten.

- Vi har over 30 arter myg i Danmark, og alle er specialister i et eller andet. Nogle elsker regnvandstønder, andre er glade for vandhuller med siv, mens urtepotter, gamle sodavandsdåser, havebassiner og dæk, der ligger i haven, også lokker arter til, siger René Bødker.

Du kan forsøge at rydde op og fjerne en masse af de ting, som myggene elsker, men du skal ifølge myggeeksperten have hele nabolaget og mere til med på den idé.

- Det kan godt være, at du rydder op, men hvis ikke din nabo gør det samme, så kommer myggene alligevel, siger René Bødker og uddyber:

- Bor du tæt på sumpmyg, så kan det sagtens være nabolaget 500 meter væk fra dig, som lokker mange til, eller regnvandsbassinet 100 meter væk, som ligger på kommunal grund.

Er du generet af myg, anbefaler René Bødker, at du iklæder dig trøjer med lange ærmer og bukser og køber myggeafskrækkende midler.

- Det, du kan købe på apoteket, virker, og er ret så effektivt, siger han og giver et sidste myggetip.

- Bliver du stukket, skal du afholde dig fra at klø i myggestikket. Klør du, sætter du gang i en større reaktion, og der kan gå flere uger, før det er væk.

Vær i stedet hurtig, og smør stikket ind i kløestillende salve. Ifølge René Bødker går det i sig selv igen på ingen tid.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek