København, 08/05/2025 - 06:43
Femina genopstår på print med utroskab og modetips på forsiden
Feminas magasin, der igen udkommer på print, har kendte kvinders comeback og Feminas egen genrejsning i fokus.
Af: /ritzau/
Efter godt et års fravær kan man igen finde Feminas seneste magasin på de fysiske bladhylder i kiosker og butikker.
Danmarks ældste ugeblad til kvinder er torsdag genopstået på print med utroskab, parforhold, modetips, opskrifter og meget andet på forsiden.
I magasinet, der er kommet på gaden torsdag, bliver læseren i første omgang mødt af et skriv fra Feminas chefredaktør, Anne Wittorff, der endnu en gang indrømmer, at det var en fejl at udfase magasinet på print.
- Vi har savnet at kunne tilbyde netop det: Et elegant kvalitetsmagasin til jer, der foretrækker at læse vores historier på papir, lyder det.
Og så henviser hun til, at Femina vil lære af noget af de ultimative "comeback-queens", som fylder seks sider i denne måneds magasin. Det omhandler tennisspilleren Serena Williams, gymnasten Simone Biles, musikeren Taylor Swift og skuespilleren Demi Moore.
- Fire legendariske kvinder, der viser, at det er muligt at vende stærkt tilbage, som Wittorff beskriver dem.
Ugebladet lukkede som printmedie i begyndelse af 2024, da Aller Media i forbindelse med en fyringsrunde besluttede at nedlægge en række printmagasiner - herunder Femina - og satse på det digitale marked.
/ritzau/