København, 21/07/2025 - 18:56
Minister: Nets-nedbrud blev ikke håndteret tilfredsstillende
Beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V) glæder sig over nye initiativer som følge af nedbruddet lørdag.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Situationen i forbindelse med Nets-nedbruddet lørdag blev overordnet set ikke håndteret godt nok.
Det siger minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen (V).
- Jeg synes ikke, at en situation, hvor så mange danskere blev fanget, både trafikalt og andre steder, hvor man var afskåret fra at kunne betale med sit normale betalingskort, på nogen måde var en tilfredsstillende situation.
- Så der er et behov for, at der er et stærkere beredskab i lignende situationer, siger han.
Han har med tilfredshed noteret sig, at Erhvervsministeriet har bedt Finanstilsynet om at indhente en redegørelse fra betalingsvirksomheden Nets, der kan kaste mere lys over forløbet ved nedbruddet.
Nedbruddet indtraf omkring klokken 19 lørdag aften. Og siden er Nets blevet mødt med krav om en forklaring fra både offentlige og private aktører.
Samtidig har Sund & Bælt meddelt, at man i lignende situationer fremover vil åbne bommene efter 15 minutter. Nedbruddet lørdag skabte ventetid for bilister, der skulle køre over Storebæltsbroen.
- Det er to af de helt konkrete ting, som er blevet sat i værk som konsekvens af nedbruddet lørdag aften, som påvirkede rigtig mange danskere, siger Torsten Schack Pedersen.
/ritzau/