Damaskus, 01/05/2025 - 19:11
Mindst 100 dræbt i sammenstød nær hovedstad i Syrien
De seneste dage har sammenstød mellem syriske sikkerhedsstyrker og militante drusere fundet sted i landet.
Yamam Al Shaar/Reuters
Af: /ritzau/AFP
Mindst 100 mennesker er blevet dræbt på to dage efter nye sammenstød i Syrien.
Det skriver nyhedsbureauet AFP baseret på oplysninger fra Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr), der overvåger situationen i Syrien fra Storbritannien.
Sammenstødene har hovedsageligt fundet sted mellem syriske sikkerhedsstyrker, militante allierede med sikkerhedsstyrkerne og militante drusere i byerne, skriver nyhedsbureauet.
Det er blandt andet i byerne Sahnaya og Jaramana, der ligger lidt syd for hovedstaden Damaskus, at drabene er sket. 10 af de dræbte er civile, oplyser Sohr.
Drusere er en arabisk religiøs minoritet, der hovedsageligt holder til i Syrien, Libanon og Israel. Religionen er en selvstændig gren af islam, og druserne udgør sin egen etniske gruppe.
Den åndelige leder for de syriske drusere, Hikmat al-Hijri, fordømmer torsdag det, som han kalder et "folkedrab" mod druserne i Syrien.
Han opfordrer internationale styrker til øjeblikkeligt at gribe ind "for at bevare freden og forhindre en fortsættelse af disse forbrydelser".
Onsdag udførte det israelske militær et advarselsangreb mod "ekstremister", der ifølge Israel forberedte et angreb på druser-mindretallet i Syrien.
Det bekræftede Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, i en fælles erklæring med forsvarsminister Israel Katz samme dag, skrev Reuters.
Her gjorde toppen af den israelske regering det desuden klart, at Israel forventer, at Syriens nye overgangsregering sætter ind for at forhindre angreb på syriske drusere.
Israel betragter de sunnimuslimske islamister, der tog magten i Syrien i december, som en stigende trussel. Israel har lovet at forsvare de syriske drusere.
Den voksende bølge af vold udgør en stor udfordring for de islamistiske myndigheder i Syrien med oprørsleder Ahmed al-Sharaa i spidsen, som i december væltede landets mangeårige leder Bashar al-Assad.
I marts var der meldinger om massakrer i områder af Syrien, som er hjemsted for mange alawitter. Det er den religiøse minoritet, som Bashar al-Assad hører til. Flere end 1700 civile blev dræbt ifølge Sohr.
/ritzau/AFP