New York, 30/06/2025 - 00:21
Lionel Messi bliver ydmyget i gensyn med PSG
Inter Miami kunne slet ikke følge med og fik bøllebank af PSG, der holdt legestue og vandt 4-0 ved klub-VM.
Charly Triballeau/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Superstjernen Lionel Messis Inter Miami havde absolut intet at skyde med og blev søndag sendt ud af VM for klubhold med et sviende nederlag.
Miami blev udmanøvreret fra første fløjt og sendt til tælling med 0-4 mod Champions League-vinderne fra Paris Saint-Germain, der var niveauer bedre.
Ifølge bookmakerne krævede det et mirakel, hvis Messi og co. skulle gå videre fra ottendedelsfinalen.
Miraklet var ingenlunde tæt på, og ved pausefløjtet havde PSG dræbt spændingen fuldstændig.
Messis tidligere arbejdsgiver bragte sig foran efter blot fem minutter, hvor Joao Neves dukkede op i feltet og pandede kuglen over stregen.
En halv time senere viste den unge portugiser overblik og kynisme foran stregen og fordoblede føringen.
Miami blev straffet efter en gedigen forsvarsfejl.
Det gik lynhurtigt, da PSG mod slutningen af halvlegen kom foran 3-0 på et selvmål, inden Achraf Hakimi gjorde ydmygelsen endnu større.
Messi lignede en, der ikke anede, hvad han skulle stille op.
Først efter pausen viste Miami livstegn og kom frem til afslutninger, men kvaliteten haltede gevaldigt.
PSG skulle egentlig bare få tiden til at gå og cruisede sejren hjem uden nogen betænkeligheder.
I kvartfinalen skal PSG op mod tyske Bayern München, der senere på søndagen slog brasilianske Flamengo 4-2.
/ritzau/