København, 17/09/2021 - 09:00
FAKTA: Find dit eget erotiske sprog
Af: /ritzau fokus/
* Sexfantasier. Er man to i en relation med det erotiske sprog, vil man sige, at tanke møder tanke. Sexfantasier kommer fra hovedet. Det er tanker, visualiseringer, porno, og man kan onanere til en fantasi. Man kan også have en fantasi midt i et samleje.
* Krop og sanser. Er der to med det erotiske sprog, vil man sige, at hud møder hud. Man er optaget af det, der taler til de fem sanser. Det er et sprog, hvor man kan få hudsult, når man ikke får fysisk kontakt, og man kan komme i ekstase af at blive rørt i håret, bidt i nakken eller ligge i ske.
* Polaritet. Er der to med det erotiske sprog, så er det energi, der møder energi. Det handler om tiltrækningskraften mellem to poler og om femininitet og maskulinitet. Her handler det om flirt og samhørighed, og det er også her, tantraen befinder sig.
* Fetich og kinks. Er man to, der har det som erotisk sprog, så er det forvandling, der møder forvandling. Man forvandler sig symbolsk til sin seksualitet. Fetich betyder, at man er seksuelt tiltrukket af et objekt, et materiale eller måske en legemsdel. Kinks er rollelege, der ofte handler om magt og afmagt.
* Romantik. Er der to med det erotiske sprog, kan man sige, at hjerte møder hjerte. Man længes efter en, der elsker en ubetinget. Joan Ørting kalder det også verdens længste forspil, for her dyrker man kærligheden og samhørigheden. Ingen sex uden at hjertet er med.
Kilde: Sexolog Joan Ørting.
/ritzau fokus/