København, 21/06/2025 - 19:03
Dideriksen roser danske arrangører efter World Tour-premiere
Copenhagen Sprint fik en vellykket premiere, mener Amalie Dideriksen, der blev bedste dansker.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Amalie Dideriksen var på forhånd dansk cyklings store håb om en topplacering i Copenhagen Sprint, og hun leverede varen ved at placere sig i den allerforreste del af feltet, da løbet skulle afgøres i det indre København.
Men den danske eksverdensmester var ligesom resten af feltet chanceløs i spurten mod Lorena Wiebes, der vandt helt suverænt, som det efterhånden er blevet en vane.
Dideriksen måtte nøjes med en ottendeplads, men havde alligevel en god oplevelse på hjemmebane.
- Det er da fedt nok at køre i top-10, men jeg gik jo efter podiet. Det var drømmen. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, og det var en fed oplevelse at køre på hjemmebane.
- Det var sjovt at se familie og venner langs ruten. Det gav da et smil på læben, selvom det var hårdt, siger Amalie Dideriksen.
Løbet markerede premieren på dansk cykelsport som arrangør af løb på højeste internationale niveau.
Og fraset enkelte skønhedspletter slap arrangørerne godt fra det, mener den rutinerede dansker.
- Der var lidt mange heller ude på ruten, hvor der manglede nogle til at advare, men det gik helt fint alligevel.
- Der er ligeså mange styrt i udlandet. Alle vil frem i bussen, og sådan er cykelløb. Det er desværre bare en del af sporten. Alle er okay, og jeg synes, det er et flot arrangement, der er blevet stablet på benene, siger hun.
At løbet bortset fra styrt måske savnede en smule dramatik undervejs, er ikke så overraskende set i lyset af den meget flade ruteprofil og en vind, der ikke gav rytterne de store udfordringer.
- Der blev bare kørt stærkt, så folk havde svært ved at køre væk. Man kan jo se på startlisten, at det var alle de største sprintere, der var til start.
- Der er ikke så mange løb af denne slags på World Touren, så det er en fed chance for os. Det er godt set, fordi der er ikke er så mange sprinterløb tilbage, siger Amalie Dideriksen.
/ritzau/