Washington D.C., 09/05/2025 - 20:34
Medie: Embedsmænd i USA overvejer at tilbyde Grønland særlig aftale
I Trump-administrationen er der overvejelser om at tilbyde Grønland en fri associeringsaftale.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Amerikanske embedsmænd overvejer at tilbyde Grønlands regering en fri associeringsaftale (Compact of Free Association, red.) med USA.
Det siger to amerikanske embedsmænd og en anden person med kendskab til overvejelserne til Reuters.
Overvejelserne er ikke officielt bekræftet.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har igennem måneder givet udtryk for en stor interesse i Grønland og ikke villet afvise brug af militær magt. Han har også foreslået at købe Grønland.
Både den danske regering og den grønlandske har på det kraftigste afvist, at Grønland skal overtages af USA.
En fri associeringsaftale vil ikke gøre Grønland til en del af USA.
Det grønlandske medie KNR har beskrevet modellen som et samarbejde mellem to selvstændige stater, hvor det ene land vælger at afgive beføjelser over udvalgte områder til det andet land.
Modellen blev introduceret efter Anden Verdenskrig som led i FN's afkoloniseringsproces.
Debatten om fri associering er velkendt i Grønland, hvor modellen har været diskuteret som en mulig fremtidig samarbejdsform med eksempelvis Danmark eller USA - efter at Grønland har opnået selvstændighed fra Danmark.
Den amerikanske regering har sådanne associeringsaftaler med Mikronesien, Palau og Marshalløerne.
En sådan aftale kan se forskellig ud fra land til land, men kan for eksempel betyde, at USA leverer basale samfundsfunktioner, mens USA's militær kan operere frit i det pågældende land. Handel med USA vil også i store træk være toldfri under en sådan aftale.
/ritzau/