Gaza by, 19/06/2025 - 16:32
72 personer meldes dræbt af israelske skud i Gazastriben
21 af de dræbte mistede angiveligt livet ved et nødhjælpscenter. Varselsskud, siger Israels militær.
Hatem Khaled/Reuters
Af: /ritzau/
Mindst 72 personer er blevet dræbt i israelske angreb i Gazastriben torsdag.
Det oplyser det palæstinensiske civilforsvar i området ifølge nyhedsbureauet AFP.
21 af de dræbte befandt sig angiveligt ved et sted i Netzarim-korridoren, hvor der blev uddelt nødhjælp. Her blev adskillige personer også såret.
Israels militær (IDF) siger til AFP, at det har affyret "varselsskud" mod "mistænkte", der nærmede sig militæret i området.
Det har ikke været muligt for AFP at få verificeret dødstallet uafhængigt.
Der er israelske begrænsninger på mediedækningen i Gazastriben, og det er meget vanskeligt at få adgang til visse områder i det palæstinensiske selvstyreområde.
De seneste uger har der adskillige gange været meldinger om, at Israels militær har afgivet skud i forbindelse med uddeling af nødhjælp.
Skuddene er blevet affyret ved organisationen Gaza Humanitarian Foundations (GHF) nødhjælpsdistribution.
Det skal også være tilfældet denne gang.
GHF er en relativt ny organisationen, som er støttet af både USA og Israel.
Organisationen har fået kritik af FN og andre nødhjælpsorganisationer for ikke at være neutral og for at gå uden om det normale nødhjælpssystem i Gazastriben - samt for ikke at være tilstrækkelig forberedt til opgaven.
FN-agenturer og ngo'er har nægtet at samarbejde med GHF, da de frygter, at organisationen tjener israelske militære formål.
Krigen i Gazastriben begyndte efter den 7. oktober 2023, hvor Hamas angreb Israel og dræbte omkring 1200 mennesker. 251 blev taget som gidsler.
Under Israels militære offensiv i Gazastriben er flere end 54.000 palæstinensere blevet dræbt, oplyser sundhedsmyndighederne i Gazastriben.
FN har advaret om, at størstedelen af Gazas 2,3 millioner indbyggere er i risiko for hungersnød.
/ritzau/