Washington D.C., 27/06/2025 - 18:11
USA's Højesteret støtter religiøse forældre i LGBT-skolestrid
Børn kan fritages for at læse bøger med temaer som kønsidentitet og homoseksualitet, afgør USA's Højesteret.
Leah Millis/Reuters
Af: /ritzau/
USA's Højesteret har i en kendelse fredag givet medhold til forældre, der ud fra et religiøst hensyn har bedt om at få deres børn fritaget for skolernes undervisning, når der bliver læst bøger med et LGBT+-tema.
Seks dommere stemte for og tre imod.
Kristne og muslimske forældre tog sagen til Højesteret, efter at en skolekreds i delstaten Maryland i 2022 inkluderede bøger med LGBT+-tema i undervisningen i de mindre klasser og helt ned i børnehaven.
Skolernes formål med at introducere disse bøger i undervisningen er at modvirke fordomme og tale om kønsidentitet.
- For mange troende mennesker findes der få religiøse handlinger, der er vigtigere end den religiøse opdragelse af deres børn, skriver højesteretsdommer Samuel Alito i flertallets udtalelse.
Han tilføjer, at de omtalte bøger "er udformet til at præsentere visse værdier og overbevisninger som noget, der bør fejres, og visse modstridende værdier og overbevisninger som noget, der bør forkastes".
Alito nævner blandt andet normaliseringen og fejringen af homoseksuelle ægteskaber som et eksempel.
Modsat mener den liberale dommer Sonia Sotomayor, at offentlige skoler "giver børn af alle trosretninger og baggrunde en uddannelse og en mulighed for at øve sig i at leve i vores multikulturelle samfund."
- Den oplevelse er afgørende for vores nations demokratiske livskraft. Men den vil blot blive et minde, hvis børn skal beskyttes mod idéer og begreber, der kan være i modstrid med deres forældres religiøse overbevisning, advarer hun.
Sotomayor stemte imod det konservative flertal sammen med de to øvrige liberale dommere, Elena Kagan og Ketanji Brown Jackson.
Præsident Donald Trump har siden sin tiltrædelse i januar slået ned på initiativer for mangfoldighed, lighed og inklusion. Han har særligt fokus på spørgsmål om transkønnede. Det gælder i hele den føderale regering.
Hans justitsministerium har støttet forældrene i sagen og har kaldt skolens politik "indblanding i den frie udøvelse af religion."
/ritzau/AFP