Wimbledon, 08/07/2025 - 01:40
Sinner mener skadet Dimitrov fortjener kvartfinaleplads
Verdensetteren Jannik Sinner var på vej mod et nederlag til Grigor Dimitrov, der måtte trække sig med skade.
Daisuke Urakami/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
Den bulgarske tennisspiller Grigor Dimitrov fortjener en plads i kvartfinalerne ved Wimbledon, hvis han er i stand til at spille.
Sådan lyder det fra verdensetteren Jannik Sinner efter mandagens møde i fjerde runde mellem de to spillere.
Sinner havde tabt de to første sæt, da Dimitrov blev ramt af en pludselig skade i tredje sæt og måtte trække sig.
- Han er en utrolig spiller. Det så vi alle i dag.
- At se ham på den måde... Helt ærligt, hvis der var en chance for, at han kunne spille næste runde, så fortjener han det, siger Jannik Sinner.
Verdensetteren havde tabt første sæt 3-6, og et muligt exit fra Wimbledon begyndte for alvor at lure, da Sinner tabte andet sæt 6-7 efter en afgørelse i tiebreak.
Ved stillingen 2-2 i tredje sæt pådrog Dimitrov sig en pludselig muskelskade og var ikke i stand til at gennemføre kampen.
/ritzau/