København, 11/12/2025 - 18:22
Paul Simon kommer til Danmark under europaturné
Paul Simon, der udgjorde halvdelen af Simon & Garfunkel, kommer til Danmark med to koncerter til foråret.
Evan Agostini/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Sanger og sangskriver Paul Simon fortsætter sin turné "A Quiet Celebration Tour" i Europa i foråret og vil blandt andet komme forbi Danmark.
Det skriver Live Nation i en pressemeddelelse.
Musikeren skal optræde i Falkonersalen på Frederiksberg 18. og 19. april næste år.
I løbet af foråret og sommeren har Paul Simon spillet forskellige steder i USA under sin turné.
Europaturnéen vil vare fra 9. april til 20. maj, og den 84-årige musiker vil ud over København komme forbi blandt andet Prag, Amsterdam og Paris.
Alle koncerter sættes til salg onsdag 17. december klokken 11, meddeler Live Nation.
Paul Simon har i løbet af sin karriere blandt andet udgjort den ene halvdel af duoen Simon & Garfunkel.
Sammen med den anden halvdel af duoen, Art Garfunkel, har han udgivet sange som "Mrs. Robinson", "Bridge over Troubled Water" og "The Sound of Silence".
Duoen udgav deres første album i 1964. Men forholdet mellem de to holdt ikke, og de splittede op i 1970 efter at have udgivet albummet "Bridge Over Troubled Water".
Albummet var i en periode efter sin udgivelse det bedst sælgende album nogensinde. Det blev desuden hyldet med adskillige Grammy-priser i 1971, herunder for Årets Album.
Efter opløsningen af Simon & Garfunkel har Paul Simon haft en succesrig solokarriere og udgivet adskillige album.
Sammenlagt har han fået tildelt 16 Grammy-priser. Foruden "Bridge Over Troubled Water" er også hans soloalbums "Still Crazy After All These Years" og "Graceland" blevet hyldet med en Grammy for Årets Album.
I 2024 var han blandt andet nomineret til en Grammy for Årets Folk Album med albummet "Seven Psalms" fra 2023.
Albummet varer blot 33 minutter, og det er dette værk, som showet på "A Quiet Celebration Tour" starter med. Det skriver Live Nation.
Efter en kort pause følger en række af Paul Simons klassiske hits og nogle sjældent opførte numre, lyder det.
Foruden en lang række priser har Paul Simon også fået en plads i Songwriters Hall of Fame samt i Rock and Roll Hall of Fame.
Han er far til fire børn og har været gift tre gange, senest med sangeren Edie Brickell siden 1992.
/ritzau/




