København, 20/06/2025 - 05:00
Din steak siger hvem du er
Den Danske Ordbog opdateres med 13.000 nye lydfiler, som afslører noget om, hvem du er.
Af: Af Susanne Anette Andersen, Ritzau
Hedder den lækre bøf på din tallerken "stæjk", når din morbror siger "stiik"?
Og hvad siger udtalen om jer to?
Når du hiver kontanter op af lommen i andre europæiske lande, er det så "øvro" eller "ævro" - eller måske "juro"?
Fredag opdateres Den Danske Ordbog med over 13.000 nye lydfiler, som skal hjælpe brugerne til, hvordan ordene lyder.
Dermed rummer ordbogen nu mere end 106.000 lydeksempler, og stort set alle opslagsord ledsages af én eller flere udtaler.
Men svarene er ikke en facitliste, da der er flere muligheder. Det siger Lars Trap-Jensen, der er redaktør på ordnet.dk
Siden 2011 er der lagt ord op med lyd på.
- Vi lavede en optælling, der viste at op mod 9000 ord havde forskellige udtaler, og vi medtager de udtaler, der er mest udbredt, siger han.
Ord kan med andre ord udtales, som de fleste synes. Så en sproglig facitliste findes ikke modsat i det skrevne sprog.
Sprogforsker Jakob Steensig fra Aarhus Universitet peger på tre ting, der betyder noget for ens udtale: Alder og socioøkomisk status samt til dels køn.
- Sprognævnet, som jo er den højeste instans for sproget i Danmark, har helt eksplicit sagt, at de ikke laver normer for talesproget. Så der er lidt fri leg på området, siger han.
Han peger på, at nogle af de nævnte eksempler handler meget om, hvordan vi udtaler engelske låneord, hvor alder kan gøre en stor forskel. Og hvor yngre generationer er vokset op med engelsk.
Men samtidig siger det, vi siger, og måden, vi udtaler ord, noget om, hvem vi er.
- Vi har det jo med at putte folk i kasser. Så når nogen siger "stiik", gætter jeg umiddelbart som sprogforsker på en ældre generation og uden en særlig lang uddannelse, siger han.
Samtidigt med opdateringen lancerer Den Danske Ordbog et nyt værktøj til dem, der vil kombinere sprog og afslapning med en sovehjælp.
Det er et lydunivers, hvor man kan falde i søvn til tilfældigt oplæste ordbogsopslag. Med andre ord udvide sit ordforråd, mens man slumrer ind.
/ritzau/