Albertville, 25/07/2025 - 06:45
Pogacar før sidste bjergslag: Det er ikke forbi endnu
Fredagens bjergetape er Tourens sidste, og Tadej Pogacar kan tage et stort skridt mod den samlede sejr.
Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Med et forspring til Jonas Vingegaard på 4 minutter og 26 sekunder og tre etaper tilbage er Tadej Pogacar på kurs mod sin anden Tour de France-sejr i træk.
Men sloveneren tager ikke noget for givet. Der kan stadig ske uheld, eller han kan blive ramt af en dårlig dag.
Især fredagens bjergetape til La Plagne - den sidste i løbet - bliver vigtig.
- Det bliver endnu en stor, stor dag.
- Det er ikke forbi endnu. Der er tre dage tilbage, og jeg skal gøre mit bedste i morgen (fredag, red.) og de næste dage for at holde føringen, siger Tadej Pogacar.
19. etape har to stigninger uden for kategori, nemlig Col du Pré og målbjerget La Plagne foruden to mindre stigninger.
Til gengæld slipper rytterne for kategori 1-bjerget Col des Saisies, der torsdag aften blev fjernet fra ruten på grund af udbrud af smitsom sygdom i en kvægbesætning på bjerget.
Ruten blev samtidig forkortet til 95 kilometer, og den er på papiret ikke så hård som torsdagens kongeetape, hvor det lykkedes Pogacar at holde Vingegaard i skak.
- Vi havde det under kontrol, selv om Visma forsøgte alt på Col de la Madeleine. I den sidste ende blev det ikke så stresset, siger Pogacar.
Ligesom på Mont Ventoux gik han glip af en prestigefyldt etapesejr, fordi det taktiske spil med Vingegaard havde førsteprioritet.
Mens de to topfavoritter lurede på hinanden, fik Ben O'Connor et stort forspring og kunne køre alene over stregen.
- Vismas angreb ødelagde vores plan. Jeg ville elske at vinde etapen, men det vigtigste er at bevare trøjen. Og jeg er bare glad for at jeg ikke bare kunne forsvare mit forspring men også udbygge det, siger Pogacar, der kom i mål ni sekunder før Vingegaard.
/ritzau/