København, 21/05/2025 - 19:53
Mesteren Flick forlænger aftalen med Barcelona
Hansi Flick skal dirigere FC Barcelonas tropper frem til sommeren 2027. Det oplyser klubben.
Albert Gea/Reuters
Af: /ritzau/
Efter for nylig at have sikret FC Barcelona både det spanske mesterskab og den spanske pokaltitel er cheftræner Hansi Flick givetvis en populær mand i store dele af Catalonien.
Det er han også internt i klubben, som onsdag meddeler, at man har forlænget aftalen med den tyske succestræner.
Flick har underskrevet en ny kontrakt, der løber frem til sommeren 2027. Den tidligere aftale løb kun i endnu et år.
Den 60-årge tysker kom til Barcelona sidste sommer efter senest at have været tysk landstræner. Tidligere har han blandt andet også stået i spidsen for Bayern München og været sportsdirektør i Det Tyske Fodboldforbund.
For et år siden overtog han et Barcelona-mandskab, der var gået igennem 2023/24-sæsonen uden at vinde en eneste titel under ledelse af klubikonet Xavi Hernández.
Samtidig gjorde klubbens store økonomiske udfordringer, at der ikke var meget plads til at hente forstærkninger.
Flick formåede dog med det allerede eksisterende spillermateriale at få holdet til at blomstre.
Efter et lille udsving undervejs tidligere i sæsonen har Barcelona var i storform, og kun et smalt nederlag i Champions League-semifinalen mod Inter har plettet en ellers forrygende sæsonafslutning for Barcelona.
Ud over mesterskabet og pokaltitlen indledte Barcelona også sæsonen med at vinde den spanske Super Cup.
I både den samt pokalfinalen blev finalen vundet over ærkerivalen Real Madrid. Også i La Liga måtte Real Madrid se sig henvist til andenpladsen.
/ritzau/