Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 08/06/2025 - 10:05

DMI varsler risiko for lokale skybrud i næsten hele landet søndag

Frem til søndag aften ventes der over den sydøstlige og østlige del af landet mange steder store mængder regn.

Anthon Unger/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Stort set hele landet er i risiko for at blive ramt af kraftig regn og lokale skybrud søndag.

Det viser varsler fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) søndag formiddag.

For hele den østlige del af Jylland og den vestlige del af Fyn er der varsel om lokale skybrud og torden. Der kan lokalt falde mellem 15 og 25 millimeter på 30 minutter.

For den sydøstlige del af Fyn og resten af Østdanmark er der varsel om kraftig regn og lokale skybrud.

Kraftig regn er defineret som mindst 30 millimeter regn på 24 timer. Ifølge DMI's varsel for søndag kan der falde mellem 25 og 35 millimeter på seks timer.

Der er også risiko for lokale skybrud.

Varslerne gælder fra søndag morgen klokken 09.00 til søndag aften klokken 19.00.

Det er et lavtryk, der søndag morgen bevæger sig fra den nordlige del af Holland mod østnordøst sønden om Danmark, skriver DMI i en kommentar.

- I forbindelse med lavtrykket bevæger en del byger sig ind over den sydlige og sydøstlige del af Danmark.

- Bygerne kan være kraftige og ledsaget af torden, hagl og kraftige vindstød, lyder det fra meteorolog Mette Wagner søndag morgen.

DMI advarer desuden om, at de forventede store mængder regn på Sydøstfyn, Sjælland, Lolland og Falster kan medføre en risiko for lokale oversvømmelser.

Det gælder i lavtliggende områder og langs vandløb og søer.

Tidligere har forsikringsselskaberne Topdanmark og If udsendte en række forholdsregler, man med fordel kan tage, når der er risiko for skybrud.

De opfordrer til at klodse ting i kælderen op og fjerne gulvtæpper.

Luk derudover ventilationshuller i ydervæggene, tjek og rens afløb og tagrender for blade og andet, der kan hindre vandet i at løbe frit, og husk at lukke døre og vinduer.

Forsikringsselskaberne opfordrer desuden til at være hjemme – eller få nogen til at holde øje med huset – mens skybruddet står på.

/ritzau/

København, 09/07/2025 - 17:23

Melvin Kakooza i tårer efter hjerneskanning: Hvordan lever man med frygten?

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Melvin Kakooza er stadig mentalt medtaget, efter at han for fire år siden fik fjernet en godartet tumor i hjernen. Lægerne holder stadig skarpt øje med ham.

Det er fire år siden, at den kendte komiker og tv-vært Melvin Kakooza fik bortopereret en tumor i hjernen på seks centimeter i længden og tre centimeter i bredden.

Men for et halvt år siden fandt lægerne noget på skanningen, som de ville holde øje med.

Efter det seneste tjek er meldingen fra lægerne den samme som sidst: Der er stadig noget, der skal holdes øje med.

Det fortæller den 33-årige tv-stjerne åbenhjertigt i et længere opslag delt på Instagram.

- Normalt bliver jeg scannet én gang om året. Men bare det, at de ville kigge på det igen så hurtigt, satte gang i en masse frygt og tvivl, skriver han og fortsætter:

- Der er ingen tvivl om, at det her - alt det, der fulgte efter operationen - har været noget af det hårdeste. En ting er selve operationen, men noget helt andet er det, der kommer bagefter: følelsen af at være ved siden af sig selv, det psykiske pres og frygten for at miste livet - uden at vide hvornår eller hvordan.

Efter skanningen brød Melvin Kakooza sammen i sin bil.

- Ikke fordi jeg tror, jeg skal dø. Men fordi frygten for det - frygten for ikke at vide hvornår - er kommet tættere på, fortæller han hudløst ærligt.

Melvin Kakooza beskriver, at han har været vred, sur og ude af sig selv. Han har med egne ord reageret på måder, han aldrig forinden havde troet, at han ville.

- Jeg tror, det er, fordi jeg ikke har talt nok om efterspillet, skriver han og fortsætter længere nede i opslaget:

- Jeg synes, det er så vigtigt, at vi taler mere om det psykiske efterspil. At det ikke kun handler om at blive rask, men også om hvordan man lever med usikkerheden bagefter. Og hvordan det, vi bærer, kan gå ud over dem, vi elsker mest.

Efter operationen i 2021 blev Melvin Kakooza også ramt af svære komplikationer og fik svælgparese.

Da han vågnede efter det omfattende indgreb, kunne han ikke tale eller synket, og det fik ham til at gå i panik. Han fik straks noget vand og noget is, men det røg ikke ned i mavesækken, men i lungerne. Det var ved at koste ham livet, fortalte han til tidligere fodboldtræner Troels Bech i podcasten "Bech bag bolden" i 2021.

- Der er faktisk en nat, hvor min mor er til stede, og hun står op til, at jeg simpelthen har fået hjertestop og bliver genoplivet og ryger på intensivafdelingen på Rigshospitalet, hvor jeg er tre til fire uger.

Efter indlæggelsen var han igennem en omfattende fysisk og mentalt genoptræningsforløb, så han kunne vende tilbage på skærmen og på standupscenen igen.

Melvin Kakooza begyndte sin karriere i dansk showbusiness i 2017, hvor han vandt DM i standup og forlod lærerseminariet for at underholde.

Han har været vært på underholdningsprogrammer som "Helt sort", "Hesten og gæsten", "Smæk for skillingen" og sit helt eget selvbetitlede talkshow på TV 2.

Derudover står han også bag komedieserien "Sunday".

/ritzau/

Læs Mere >>

USA, 09/07/2025 - 16:57

Barbie med diabetes lander i legetøjsbutikkerne

Handout/Ritzau Scanpix

Den nye Barbie kommer med en insulinpumpe, en glukosemonitor og snacks i tasken til at holde blodsukkeret stabilt.

En barbiedukke med et høreapparat, med Downs syndrom og med en blindestok er kommet på markedet i de seneste år.

Og nu udvider Mattel, der er legetøjsproducenten bag den verdensomspændende dukke, med endnu en variant.

Børn verden over vil nemlig fremover kunne lege med en barbiedukke, der har type 1-diabetes.

Det sker ifølge en pressemeddelelse, for at dukken bedre repræsenterer personer med medicinske tilstande som type 1-diabetes.

Type 1-diabetes er en kronisk, autoimmun sygdom. Det vil sige, at immunforsvaret går til angreb på kroppens egne celler. Her går den til angreb på cellerne, der producerer insulin, så man til sidst ikke kan producere det selv.

Det giver højt blodsukker, som på kort tid kan udvikle sig til en kritisk syreforgiftning.

Dukken vil blandt andet bære på en sensor, der kan måle blodsukkeret, på sin arm.

Foruden sensoren på armen bærer dukken også på en insulinpumpe og en taske med snacks, der sikrer et stabilt blodsukker.

Derudover er dukken klædt i en blå kjole, der med sin farve henviser til globale symboler for diabetesbevidsthed.

Samlet findes der 175 udgaver af Barbie-dukken med varierende kropstyper, handicap og hudtoner.

- Barbie hjælper med at forme børns tidlige opfattelser af verden. Ved at afspejle medicinske tilstande som type 1-diabetes sikrer vi, at flere børn kan se sig selv i de historier, de forestiller sig, og de dukker, de elsker, lyder det i pressemeddelelsen fra Krista Berger, der er vicedirektør i Mattel.

Barbie-dukken er udviklet i et samarbejde med organisationen Breakthrough T1D, der repræsenterer flere end 300.000 børn og unge med type 1-diabetes i USA.

I Danmark lever 35.500 danskere med type 1-diabetes, estimerer Diabetesforeningen.

På verdensplan lever flere end 1,8 millioner børn og unge under 20 år med type 1-diabetes.

Type 1- og type 2-diabetes var skyld i 3,4 millioner dødsfald på verdensplan i 2024.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 09/07/2025 - 08:00

FAKTA: Skærme kan forstyrre søvnen

* Det blå lys fra skærmen kan påvirke din døgnrytme og gøre det sværere at falde i søvn.

* Særligt blandt unge er det et problem.

* Knap halvdelen af mænd i alderen 16-24 år får ikke tit nok eller aldrig søvn nok til at føle sig udhvilede, svarer de i en undersøgelse. 81 procent siger, at de kommer for sent i seng på grund af underholdning fra mobiltelefon, tablet, computer, spillekonsol eller tv.

* 52 procent af unge kvinder i samme aldersgruppe får ikke tit nok eller aldrig søvn nok til at føle sig udhvilede. 71 procent angiver, at årsagen skyldes for sen sengetid som følge af skærmbrug.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 09/07/2025 - 08:00

Søvnguide til rejsen: Sådan tager du din gode søvn med dig

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Fremmede senge og for kolde klimaanlæg kan forstyrre din søvn. Men med enkle greb kan du hjælpe hjernen med at finde ro i uvante omgivelser.

Det kan være svært at falde i søvn, når man er væk hjemmefra - hvad enten det er på hotel, hos svigerfamilien eller i en sommerhytte med skrattende radiatorer og tynde gardiner.

Søvn på fremmede destinationer kan godt være lidt af en udfordring, fortæller søvnforsker Birgitte Rahbek Kornum, der er ph.d. og lektor på Institut for Neurovidenskab ved Københavns Universitet.

- Det er et velkendt fænomen, der kaldes "the first night effect". Det er, fordi hjernen bliver opmærksom på, at den sover et nyt sted, siger Birgitte Rahbek Kornum.

Hvis du vil forsøge at afhjælpe dette, er et tip at tage noget med hjemmefra, forklarer søvnforskeren.

- Det kan være en bamse, hvis man er barn, eller et pudebetræk, der dufter velkendt, som narrer hjernen til at tro, at man er hjemme, siger hun.

At øve sig i afslapningsteknikker før sengetid kan også hjælpe. Man kan dog ikke forvente mirakler, lyder det fra søvnforskeren.

En anden udfordring, særligt hvis man er rejst sydpå på ferie, er aircondition, der køler luften i et rum ved at fjerne varmen.

Hvis den skal fungere optimalt, handler det om at skabe noget bevægelse i luften, uden at man ligger i decideret træk, forklarer Tue Patursson, der er fagekspert i byggeteknik, klimasikring og indeklima hos Videncentret Bolius.

- Mange genkender sikkert at komme hjem til et varmt værelse. Klimaanlægget skrues helt ned på 16 grader, inden man går i seng, og så ligger man og fryser og kommer hjem med en halv forkølelse, siger Tue Patursson.

Fageksperten anbefaler, at du prøver at ramme den balance, du gør til hverdag.

- Find en realistisk temperatur, der svarer nogenlunde til den nattetemperatur, du plejer at have, lyder rådet.

Og så er det godt at være opmærksom på, at nogle airconditionanlæg godt kan give tør luft i soveværelset, så man får tørre slimhinder.

- Det er godt at huske at have noget vand stående, så man kan få drukket lidt i løbet af natten, hvis man bliver generet af den tørre luft, siger Tue Patursson.

En ferie eller en weekend i sommerhus er for mange også forbundet med en ekstra øl i solen eller et godt glas vin på terrassen.

Søvnforsker Birgitte Rahbek Kornum minder dog om, at alkohol spiller en afgørende rolle i forhold til søvn.

- Alkohol er virkelig dårligt for søvnen. Det skal man måske have i baghovedet, hvis man synes, at man sover dårligt på ferien, siger søvnforskeren.

Selv om man måske falder hurtigt i søvn, giver alkohol dårligere søvnkvalitet og flere søvnforstyrrelser i løbet af natten.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek

Privatliv