Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

08/07/2024 - 11:00

Spot de bedste jordbær med ekspertens tricks

Hvis du har øjnene med dig, kan du øge chancen for at få de lækreste, modne bær med hjem.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Anna Raabæk, Ritzau Fokus

Du lader blikket vandre hen over bakkerne med jordbær. Skal det være de små og runde eller de store, hjerteformede?

Lige så usikkert som det danske sommervejr er det, om du kommer hjem med et saftigt hit eller en vandet skuffelse.

Der er nemlig stor forskel på de enkelte bær ifølge Claus Snebang Jensen, som er indehaver af Jensen Jordbær i Sæby i Vendsyssel.

- Nogle kan smage som ferskner, og nogle er som vandmelon. Det vil sige, at nogle jordbær er meget saftige, mens andre er meget mere luftige. Gå efter en flot mellemstørrelse, for de helt store er som regel ikke så gode, fortæller han.

Står du og kigger på en række bakker, skal du gå forbi de bær, der ser kedelige og matte ud.

- Hvis de derimod skinner rigtig fint og er spændstige, er det godt, slår jordbæravleren fast.

- De grønne frø skal sidde pænt. Er det et gammelt kedeligt bær, bliver frøene lidt indsnævret, tilføjer han.

Oplever du ofte, at der ligger to-tre dårlige bær i bunden, har Claus Snebang Jensen en god forklaring på det.

- Nogle tror, at jordbærplukkerne lægger de dårlige bær ned i bunden, så man ikke kan se dem. Men det er altså, fordi de ikke får luft nede i bunden af bakken, siger han.

Derfor er det en god idé, når du kommer hjem, at du forsigtigt tager bærrene op af bakken og lægger dem i ét lag.

Hans ubetinget bedste råd er, at jordbærrene skal spises så tæt på plukningen som muligt. De er på deres højeste, når stilken knækkes, og derfra går det kun ned ad bakke. De skal derfor helst spises samme dag.

Det er også svært at opbevare jordbærrene optimalt derhjemme, for det er for koldt i køleskabet og for varmt på køkkenbordet. Claus Snebang Jensens bedste fif er at sætte dem i carporten, hvor det lufter godt.

Opbevarer du jordbærrene på køl, er det ifølge Moesgård Bær & Grønts hjemmeside en god idé at tage dem ud, nogle timer før de skal spises. Så når de at få lidt temperatur og smager bedre.

Skyl bærrene, mens der stadig er stilk på. Så undgår du, at der trænger for meget vand ind i selve bærret, lyder det videre.

De danske jordbær er i sæson fra juni til august, og der er stadig noget at glæde sig til.

- Vi har nogle rigtig gode sorter til allersidst på sæsonen, som er helt gennemrøde. Der er stadig masser at komme efter ude i sommerlandet, siger avler Claus Snebang Jensen.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek