København, 06/05/2024 - 11:13
Regering og kommuner vil finde penge og skære i udgifter til udsatte
Aftaleparter vil finde det rigtige botilbud til udsatte i første hug, så udgifter på området mindskes.
Af: /ritzau/
Udgifterne til udsatte borgere er eksploderet over en håndfuld år, og derfor er regeringen og kommunerne mandag enige om at finde flere penge og reducere udgifterne.
Det fremgår af en ny delaftale om kommunernes økonomi for 2025.
Rammerne er i dag ikke i orden for rigtig mange udsatte borgere ifølge social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).
- Det kan for borgeren - vi har at gøre med meget udsatte - være ganske traumatiserende ikke at få det rigtige tilbud første gang. Det bliver i sidste ende rigtig dyrt, så man taber både menneskeligt og økonomisk, siger hun på et pressemøde.
Kommunerne leverer hvert år støtte til mere end 194.000 børn, unge og voksne med nedsatte fysiske eller psykiske vanskeligheder.
I perioden 2018-2023 har kommunerne øget udgifterne til de udsatte borgere med cirka 6,3 milliarder kroner.
Det kaldes samlet det specialiserede socialområde, og det koster flere og flere penge.
Udgifterne til botilbud er steget markant, men det skyldes ikke kun et stigende behov. Tidligere har regeringen aftalt med kommunerne at bygge flere botilbud.
Ifølge mandagens aftale skal pengene komme fra besparelse på administration.
- Det er os, der har skabt det administrative monster, der gør, at folk føler, at de skal kæmpe fra tue til tue, og derfor er det også vores opgave at lave det om, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.
Det fremgår ikke præcist af aftalen, hvordan parterne vil sætte ind. Men de vil overordnet have en bedre styring af økonomien, så ressourcerne bruges bedst muligt.
- Vi vil ikke sætte et beløb på, siger formand for KL Martin Damm (V), der er borgmester i Kalundborg.
I fredags blev der indgået en politisk aftale på handicapområdet, som indfører uddannelseskrav på sikrede institutioner. I dag har kun halvdelen af medarbejderne på bo- og døgntilbud en relevant uddannelse.
Et ekspertudvalg er tidligere kommet med anbefalinger til, hvordan udgifterne kan tøjles. Mandagens delaftale følger op på det.
Anbefalingerne indeholder et takstloft, som skal sikre gennemsigtighed i, hvad indsatser reelt koster og sikre sammenlignelighed.
Det dækker over, at regeringen vil bekæmpe private aktører, som den mener tager ågerpriser for at passe på socialt udsatte borgere. Det skal der tages hånd om.
En anden anbefaling, som parterne går videre med, er fokus på udsatte med særligt komplekse behov og borgere med udadreagerende adfærd.
/ritzau/