Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 18/05/2024 - 10:00

Find kattemad og god hygiejne frem når du fodrer pindsvinet

En madskål med tvivlsom hygiejne kan være farlig og potentielt dødelig for havens pindsvin.

Matthias Bein/Ritzau Scanpix

Af: Af Anna Raabæk, Ritzau Fokus

Insekterne er på tilbagetog. Og det er noget rigtig skidt, når man som pindsvinene lever af insekter, orme og snegle. Men du kan give de piggede kræ en hjælpende hånd i form af væske og mad.

Sørg først og fremmest for at have vilde hjørner i haven - gerne med vilde, hjemmehørende planter, som lokker et tag selv-bord af insektlækkerier til.

Men du kan også supplere de naturlige fødekilder med noget fra købmanden, fortæller Sophie Lund Rasmussen, som er Danmarks eneste pindsvineforsker og formidler viden på de sociale medier under navnet Dr. Pindsvin.

- Du kan stille mad frem til pindsvinene, og der anbefaler vi kattetørkost. Man kan bare købe det i dyrehandlen eller supermarkedet.

- Det er ikke deres naturlige føde, men er meget proteinholdigt. Det er det bedste alternativ, hvis man skal have noget lige ved hånden, fortæller Sophie Lund Rasmussen, som er forsker ved Wildlife Conservation Research Unit ved University of Oxford og gæsteforsker ved Aalborg Universitet.

Naturvejleder hos Naturstyrelsen Jes Aagaard ser helst, at pindsvinene klarer sig selv og ikke kommer på kost hos os mennesker. Men hvis du vil fodre, tilslutter han sig rådet om, at kattemad er det bedste valg.

- I gamle dage satte man mælk ud, og det er ikke særligt godt for dem, fortæller Jes Aagaard.

Til gengæld er det en rigtig god idé at sørge for vand til de piggede kræ. Det kan være i form af en havedam.

Uanset om du putter mad eller vand i en lille skål til pindsvinene, er det dog livsvigtigt at være opmærksom på den gode hygiejne, for som pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen pointerer:

- Vi kan smitte dem, og de kan smitte os.

Derfor skal du vaske hænderne grundigt, både før og efter du håndterer skålene - som det gælder med alle vilde dyr. Så skal man ikke være nervøs for smitte.

Pindsvinene kan faktisk også risikere at smitte hinanden, hvis der kommer flere dyr og spiser og drikker af samme skål.

- De hedder ikke svin for ingenting. De kan godt finde på at skide i madskålen, fortæller Sophie Lund Rasmussen.

- Jeg har set i min forskning, at folk har fodret pindsvin med den lækreste kattemad og fået store, sunde pindsvin. Men så fik en enkelt af dem smittet alle de andre med salmonellainfektion, og så døde de alle sammen. Så man skal være meget opmærksom.

Hvis du allerede har pindsvin i haven, som trives, er der derfor ikke nogen grund til at supplere med foderskåle, tilføjer forskeren.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek