Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 05/10/2021 - 18:46

FAKTA: Her er verdens 10 bedste restauranter

To danske restauranter topper listen over verdens bedste.

Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den danske restaurant Noma, med Rene Redzepi i spidsen, genindtager nu pladsen som nummer 1 på kåringen Worlds 50 Best Restaurants.

Også andenpladsen indtages af en københavnsk restaurant, nemlig Geranium, der har Rasmus Kofoed som køkkenchef.

Ifølge folkene bag listen er verdens 10 bedste restauranter:

1. Noma, København, Danmark.

2. Geranium, København, Danmark.

3. Asador Etxebarri, Atxondo, Spanien.

4. Central, Lima, Peru.

5. Disfrutar, Barcelona, Spanien.

6. Frantzén, Stockholm, Sverige.

7. Maido, Lima, Peru.

8. Odette, Singapore.

9. Pujol, Mexico By, Mexico.

10. The Chairman, Hong Kong.

Kilder: Theworlds50best.com.

/ritzau/

København, 28/07/2025 - 15:14

Oh Land løfter sløret for datters navn

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Musikerparret Nanna Øland Fabricius og Adi Zukanovic afslører på Instagram, hvad deres nyfødte datter hedder.

Kærligheden står i fuldt flor hjemme hos sanger og X Factor-dommer Oh Land, der bærer det borgerlige navn Nanna Øland Fabricius.

Hun og ægtefællen Adi Zukanovic blev for nylig forældre til en lille datter, og nu afslører de, at hun hedder Bellis.

Det skriver parret i et fælles opslag på Instagram.

- Bellis. Making magic since 19.07.25, lyder teksten til en billedserie af den lille ny.

Her ses hun blandt andet sammen med sine storebrødre Svend og Ernst.

Oh Land, 40, og Adi Zukanovic, 37, fortalte om familieforøgelsen på den røde løber til uddelingen af Robertprisen 2025 tilbage i februar.

Midt i juli kunne de så dele den glædelige nyhed om, at Bellis var kommet til verden.

- På den varmeste dag i juli fik jeg mit livs bedste hotdog.

- Velkommen til vores verden lille, smukke pige. Og kæmpe tillykke til dine to stolte storebrødre, skrev Oh Land i et opslag med en video, hvor man så hende ligge i sygehussengen med sin nyfødte datter på maven og en fransk hotdog i hånden.

Oh Land og Adi Zukanovic bekræftede deres forhold i 2019, og året efter blev de forældre til Ernst. Oh Land havde i forvejen sønnen Svend sammen med eksmanden Eske Kath.

I sommeren 2023 blev Oh Land og Adi Zukanovic gift. De er dog ikke kun ægtefæller, men også kolleger.

De har lavet masser af musik sammen og har arbejdet sammen på blandt andet underholdningsprogrammet "X Factor", hvor Oh Land har været dommer i samlet set fem sæsoner.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 28/07/2025 - 11:38

Nye løver giver idérige børn en pote i populært program

DR er klar med en ny sæson af "Løvens hule junior" og byder på flere nye ansigter blandt mentorerne.

Idérige børn indtager endnu en gang skærmen, når en ny sæson af programmet "Løvens hule junior" har premiere 2. august.

Her skal de præsentere deres kreative påfund for et panel bestående af otte såkaldte løver, der i denne sæson byder på tre nye ansigter.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

Blandt de nye på holdet er Jasmin Lind, der er kendt fra YouTube og er medejer af og investor i flere virksomheder inden for blandt andet tøj, design og events.

En anden debutant er Cana Buttenschøn. Hun er iværksætter med fokus på sundhed og formidling, og så har hun selv været deltager i den voksne udgave af programmet. Det var i sæson ti, hvor hun modtog en investering til sin idé.

Det samme skete for Mathias Nielsen, da han deltog i 8. sæson af "Løvens hule". Han er stifter af firmaet GladTeknik, der har fokus på tech og social ansvarlighed, og nu er det altså hans tur til at spotte en god idé i juniorudgaven af DR-programmet.

Vært for "Løvens hule junior" er endnu en gang Jonas Madsen, der er kendt fra DR's børneunivers Ultra. Samtidig er der gensyn med iværksætter Tahir Sadiq, influent og forfatter Rasmus "Lakserytteren" Kolbe, tech- og gamingekspert Nikolaj Nyholm samt iværksætterne Louise Bjerre og Anders Møller Hansen.

Sammen møder de i den nye sæson blandt andre en pige, der har udviklet en tangcreme mod akne, en dreng, der bygger kister, og en flok unge, der vil udvikle klassiske retter med melorme i stedet for kød.

I børneudgaven af det populære DR-program er der fokus på mentorskab frem for investeringer. Derfor er der ingen penge mellem deltagerne og løverne, som der ellers er i "Løvens hule".

"Løvens hule junior" kan ses fra lørdag den 2. august på DRTV klokken 6 om morgenen og på DR Ultra klokken 20. De efterfølgende programmer kan ses de følgende syv lørdage.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 28/07/2025 - 11:00

FAKTA: Så meget bør du have stående som 67-årig

* Tallene viser forventet levealder, og hvad du bør have stående på din pension som 67-årig, hvis du ikke har andre indtægter end folkepensionens grundbeløb og ATP. Det svarer samlet til en udbetaling på 80 procent af en månedlig løn på 45.000 kroner op til pensioneringstidspunktet.

* 70 år: 1.050.000 kroner.

* 80 år: 3.040.000 kroner.

* 90 år: 4.390.000 kroner.

Kilde: pensionsselskabet PFA.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 28/07/2025 - 11:00

Bliver du 90 år? Så stor skal pensionen være

Thomas Trutschel/Ritzau Scanpix

Et længere liv kræver en større opsparing, hvis du vil bevare din levestandard som pensionist og sikre, at pengene rækker hele livet.

Vi lever længere, og hvis du regner med at blive gammel, bør du også sikre dig, at du har en tilpas stor opsparing, så pengene rækker til hele livet.

Det fortæller Camilla Schjølin Poulsen, der er privatøkonom i pensionsselskabet PFA.

- En gennemsnitlig PFA-kunde på 67 år har udsigt til 22 år på folkepension, siger hun og fortsætter:

- Føler man sig raskere end gennemsnittet, bør man derfor overveje at have sparet op til endnu flere år.

Ser vi på hele befolkningen, har en 67-årig i dag en gennemsnitlig restlevetid på knap 17 år for mænd og 19,5 år for kvinder. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Din forventede levealder har afgørende betydning for, hvor stor en opsparing du behøver.

Hvis du forventer at blive 90 år, bør du som 67-årig have en pensionsopsparing på fire millioner kroner, hvis du vil fastholde den samme levestandard, som du havde, mens du arbejdede. Det viser beregninger fra PFA.

Er den forventede levealder i stedet 70 år, bør opsparingen være på én million kroner.

Eksemplerne forudsætter, at de eneste indkomster ud over pensionsopsparingen er folkepensionens grundbeløb og ATP. Der er taget udgangspunkt i en månedlig løn på 45.000 kroner før skat op til pensioneringstidspunktet.

Folkepensionens grundbeløb er en offentlig ydelse, der i år er på 7198 kroner om måneden. ATP er en tillægspension, der maksimalt kan udgøre 26.000 kroner om året, afhængigt af hvor længe og hvor meget du har indbetalt til ATP. Begge beløb er skattepligtige.

Som tommelfingerregel skal du samlet set have omkring 80 procent af din løn udbetalt som pensionist, hvis du vil fastholde din levestandard. Det siger privatøkonom i Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer.

- Det skyldes, at der er flere udgifter, som man sparer, når man går på pension, såsom arbejdsmarkedsbidrag, a-kasse, fagforening og transport, siger han.

Han anbefaler, at du overvejer nøje, hvordan din opsparing kan komme til at række hele livet, hvis du forventer at leve længe. For jo flere år, du skal have udbetalinger, desto tyndere skal smørret smøres på brødet, siger han:

- Man risikerer ellers at skulle nøjes med lavere udbetalinger eller helt at løbe tør for penge, hvis man lever mange år som pensionist uden en tilstrækkelig stor opsparing.

Nogle pensionsordninger kan udbetales, fra du fylder 60 år. Men en tidlig udbetaling betyder, at opsparingen skal række i flere år og derfor kan blive opbrugt hurtigere.

Også Camilla Schjølin Poulsen råder til, at du sætter dig ind i, hvilken indkomst du kan forvente som pensionist. Og jo tidligere, desto bedre.

- Det bedste er, hvis man interesserer sig for sin pension hele livet. Men senest i 50-60-årsalderen bør man begynde at tage aktiv stilling til den. På det tidspunkt har man stadig mulighed for at justere sin opsparing, hvis det viser sig, at man enten sparer for lidt eller for meget op, siger hun.

Både Brian Friis Helmer og Camilla Schjølin Poulsen understreger, at den mest optimale opsparing ikke er at placere alle pengene i en pensionsordning.

- I det omfang det er muligt, skal man prøve at tænke på sin opsparing som en skammel med flere ben, såsom en solid pensionsopsparing, en fri opsparing, der kan være penge i banken, og en ejerbolig med friværdi, siger Camilla Schjølin Poulsen.

Hun foreslår desuden, at du prøver at lægge et par tusinde kroner til side hver måned i et år. Hvis du opdager, at du sagtens kan undvære dem, har du fået sparet ekstra op og samtidig fundet ud af, at du kan klare dig for mindre.

Det kan betyde, at du ikke behøver at spare helt så meget op fremover.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek