København, 30/07/2025 - 12:09
Væksten i eurozonen bremsede næsten helt i andet kvartal
Efter fart på i første kvartal er væksten i eurozonen næsten aftaget helt i andet kvartal, viser nye tal.
Francois Lenoir/Reuters
Af: /ritzau/
Den samlede økonomi i eurozonen stod næsten helt stille fra første til andet kvartal.
I andet kvartal endte væksten på 0,1 procent, viser tal fra EU's statistikkontor, Eurostat.
Det er den laveste vækst i de seneste seks kvartaler. I første kvartal i 2025 lød væksten på 0,6 procent.
Den lave vækst i andet kvartal skal dog ses i lyset af en solid vækst i første kvartal. Det mener Søren Kristensen, som er cheføkonom i Sydbank.
I første kvartal var der stor aktivitet hos særligt eksportvirksomheder, som gerne ville have sendt varer afsted til USA, inden der blev lagt told på, forklarer han.
- Overordnet set er der ikke den store dramatik i tallene. Det er dog endnu en påmindelse om, at selv om der langtfra er tale om en krise i europæisk økonomi, så hænger økonomien godt og grundigt fast i slæbesporet, skriver Søren Kristensen i en kommentar.
Eurozonen dækker over de lande, som bruger euro som valuta.
I de kommende år er der overordnet to ting, som vil trække i hver sin retning for den europæiske vækst, påpeger Søren Kristensen.
Store investeringer blandt andet på forsvarssiden kan være med til at få væksten til at stige. Omvendt kan amerikansk told trække tempo ud af økonomien.
Søndag aften blev en overordnet handelsaftale mellem EU og USA offentliggjort. Aftalen indebærer en told på 15 procent på europæiske varer i USA, mens EU ikke lægger told på amerikanske varer.
Aftalen skaber en smule klarhed for europæiske virksomheder, og det kan i sig selv påvirke økonomien positivt, mener Jeppe Juul Borre, som er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.
- Selv om told på 15 procent isoleret set vil være med til at trække væksten ned, så kan selve klarheden ved en aftale være med til at stimulere investeringsaktiviteten og trække erhvervstilliden op, skriver han i en kommentar.
/ritzau/