Los Angeles, 18/06/2025 - 02:33
Borgmester ophæver udgangsforbud i Los Angeles efter protester
Los Angeles-borgmester kalder udgangsforbud fra den seneste uge for en succes. Det er for nuværende ophævet.
Af: /ritzau/Reuters
Borgmesteren i Los Angeles, Karen Bass, har tirsdag ophævet et udgangsforbud, som har dækket en del af den amerikanske storby.
Udgangsforbuddet trådte i kraft tirsdag i sidste uge, og gjaldt mellem klokken 20 lokal tid til klokken 06 om morgenen.
Mandag sagde Bass, at man ville skrue ned for udgangsforbuddet, der i stedet skulle gælde fra klokken 22. Tirsdag amerikansk tid er det så blevet ophævet.
- Udgangsforbuddet, kombineret med en løbende kriminalitetsforebyggende indsats, har i vid udstrækning været en succes i forhold til at beskytte butikker, restauranter, forretninger og boligområder mod skadelige aktører, der er ligeglade med immigranter i lokalsamfundet, siger borgmesteren i en udtalelse.
Los Angeles har været præget af demonstrationer, som opstod, efter at de amerikanske immigrationsmyndigheder har lavet talrige razziaer og anholdelser i byen.
Det er sket som led i præsident Donald Trumps plan om at deportere migranter uden opholdstilladelse.
Ifølge AFP siger Karen Bass, at byen fortsat skal tilpasse sig det kaos, som ifølge hende kommer fra regeringen i Washington D.C. Hun er derfor klar til igen at indføre et udgangsforbud, hvis det vurderes nødvendigt.
/ritzau/Reuters