Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 25/04/2025 - 17:20

Medarbejdere genhuses efter skimmelsvamp på KUA

Studerende sendes hjem, og medarbejdere skal finde nye kontorer efter fund af skimmelsvamp.

Af: /ritzau/

Alle etager fra 2. sal og op spærres helt af, og cirka 640 medarbejdere er blevet genhuset, efter at der er konstateret skimmelsvamp på KUA - Københavns Universitet på Amager.

Det oplyser Karen Dilling, som er vicedirektør hos Københavns Universitet, til TV 2 Kosmopol.

Det kan tage op til halvandet år, inden medarbejderne kan vende tilbage til lokalerne, lyder det.

Universitetet fik mistanke om, at der potentielt var problemer med skimmelsvamp, da en medarbejder sidste år henvendte sig med symptomer.

Der er også konstateret skimmelsvamp i flere undervisningslokaler, men ikke i samme grad som i medarbejdernes lokaler, skriver TV 2 Kosmopol.

Ifølge Uniavisen er problemet løbende eskaleret siden december, hvor der første gang blev konstateret skimmelsvamp i Søndre Campus, som Københavns Universitet kalder bygningen.

Uniavisen skriver, at Humanistisk Fakultet har undervisning i nogle af de lokaler, som er ramt af skimmelsvamp.

Derfor er den berørte undervisning nu blevet omlagt til hjemmeundervisning.

Omkring halvdelen af lokalerne kan stadig benyttes, da der ikke er fundet skimmel.

/ritzau/

København, 06/05/2025 - 16:25

Viaplay udsætter program på ubestemt tid grundet modtagelsen

Free

For få har tunet ind på Viaplay-programmet "Spirituelle stjerner". Det får streaminggiganten til at udskyde de resterende episoder, skriver Se og Hør.

Der er kontant afregning fra seerne.

Det tager Viaplay nu konsekvensen af og udsætter resten af realityprogrammet "Spirituelle stjerner", som havde premiere på streamingtjenesten 15. april.

Det oplyser Viaplay til Se og Hør.

- Vi tror på, at de resterende episoder fortjener en stærkere ramme og opbygning og mere optimale betingelser for at finde deres velfortjente publikum. Vi planlægger derfor at sende resten på et senere tidspunkt. Det handler om at give serien de bedste muligheder for succes, skriver Viaplay til ugebladet.

I "Spirituelle stjerner" følger man otte spirituelle vejledere, som Viaplay kalder dem.

- Vi stifter bekendtskab med alt lige fra afdødekontakt, husrensning, håndlæsning, krystaller og healing. I programmerne bliver vi lukket ind i en magisk verden fyldt med shamanisme, genfødselsritualer og beskeder fra den anden side, skrev Viaplay om programserien, da den blev lanceret.

Flere kendte ansigter er blandt klienterne.

Blandt andre tidligere cykelrytter Jesper Skibby, som kommer i trance under en krystalhealing, Gift ved første blik-deltageren Morten Mortensen, der får læst sine hænder og får råd om kærlighedslivet, samt Vild med dans-stjernen Mie Moltke, som ifølge Viaplay rejser tilbage til et tidligere liv.

/ritzau/

Læs Mere >>

Los Angeles, 06/05/2025 - 03:49

Mulig told på udenlandske film i USA giver blandede reaktioner

Mario Anzuoni/Reuters

Flere efterspørger detaljer i plan om told på udenlandske film fra USA's præsident, Donald Trump.

Det har medført blandede reaktioner, at præsident Donald Trump vil indføre en told på 100 procent på alle film produceret uden for USA.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters efter at have talt med flere ledere af filmselskaber.

Flere af kilderne udtaler sig på betingelse af anonymitet.

En person sammenligner filmproduktion med bilproduktion, hvor forskellige dele som filmoptagelser og visuelle effekter færdiggøres rundt omkring i verden og derefter samles i USA.

Nogle kilder er usikre på, hvorvidt tolden kun vil gælde arbejde udført andetsteds, eller om den også gælder projekter, der finansieres i samarbejde med udenlandske investorer.

Trump har ikke offentliggjort flere detaljer om, hvordan en told vil blive implementeret, siden han præsenterede planen mandag.

Filmproduceren Todd Garner siger, at de foreslåede toldsatser kan have en utilsigtet hæmmende effekt på kreativiteten.

Han henviser til instruktøren Steven Spielbergs film om invasionen af Normandiet i Frankrig under Anden Verdenskrig, "Saving Private Ryan".

- Hvordan ville du have lavet "Saving Private Ryan" i USA? I Shreveport?, siger Garner og henviser til en storby i Louisiana.

Skuespillernes primære fagforening, SAG-AFTRA, udsendte mandag en støttende udtalelse, efter at Trump havde præsenteret planen.

Fagforeningens administrerende direktør, Duncan Crabtree-Ireland, sagde, at fagforeningen støtter Trump-administrationens bestræbelser på at øge den indenlandske film-, tv- og streamingproduktion.

- Vi ser frem til at høre mere om detaljerne i den plan, som præsidenten har præsenteret, og til at fremme en dialog for at nå vores fælles mål, sagde han.

Trump sagde mandag til journalister, at han vil mødes med folk fra branchen for at sikre sig, at de kan lide idéen. Trump-administrationen oplyser, at der endnu ikke er truffet nogen beslutninger.

Hollywood får størstedelen af sine biografindtægter fra udlandet.

I 2024 kom omkring 70 procent af cirka 30 milliarder dollar i globalt billetsalg fra lande uden for USA og Canada, oplyser Daniel Loria, der er vicepræsident i organisationen Boxoffice Company.

/ritzau/Reuters

Læs Mere >>

, 06/05/2025 - 12:00

FAKTA: Det kan en rejseforsikring dække

* Der er forskel på rejseforsikringer. Nedenstående er eksempler på, hvad en rejseforsikring kan dække.

* Rejseforsikringer dækker typisk, hvis du bliver akut syg eller kommer til skade på ferien. Forsikringen kan dække udgifter til behandling og transport.

* Hvis du kommer for sent til dit fly, kan der også være hjælp at hente fra din rejseforsikring, når forsinkelsen er uforskyldt og uforudsigelig. Det betyder, at du blandt andet skal være taget hjemmefra i god tid.

Kilde: Forsikringsoplysningen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 06/05/2025 - 12:00

Strømnedbrud og storm: Kend dine rettigheder som rejsende

Armando Franca/Ritzau Scanpix

Du har stadig basale rettigheder, hvis du oplever forstyrrelser på din rejse, selv om det skyldes forhold uden for luftfarts- eller togselskabets kontrol.

Selv den mest nøje planlagte rejse kan hurtigt tage en uventet drejning, når tekniske problemer eller voldsomt vejr skaber forstyrrelser.

Det er typisk de lokale samfund, der bliver hårdest ramt. Men som rejsende kan man også stå midt i kaos, når en længe ventet ferie ikke går som håbet på grund af strømnedbrud eller storm.

For nylig gik store dele af Sydeuropa i stå, da Den Iberiske Halvø blev ramt af et strømnedbrud. På et øjeblik blev transportnet, lufttrafik og kommunikation lammet.

I den slags situationer kan det være en fordel at kende sine rettigheder og muligheder som rejsende, siger Lars Arent, der er direktør for Forbruger Europa, som er en del af det europæiske netværk af forbrugercentre.

- Når vi taler passagerrettigheder, hvis man skal rejse med fly eller tog, betragtes strømnedbrud og voldsomt vejr som ekstraordinære omstændigheder. Det er noget, man ikke kan klandre et selskab for, siger han.

Det kaldes også for force majeure og betyder i bund og grund, at du ikke har krav på kompensation. Normalt kan du have ret til økonomisk kompensation på op til 600 euro, hvis dit fly er forsinket i mindst tre timer.

Men selv om du ikke har krav på kompensation, kan du stadig kræve at komme afsted på næste mulige afgang eller få pengene tilbage.

- Og så har et luftfartsselskab, togselskab eller rejsebureau, hvis man har købt en pakkerejse, også stadig en omsorgspligt, siger Lars Arent.

Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er der tale om en pakkerejse, hvis du køber flere ydelser, såsom fly og hotel, fra det samme rejsebureau.

Selskaberne har altså pligt til at drage omsorg. Forsinkede passagerer skal tilbydes mad og drikke, mens de venter på at fortsætte rejsen.

- Har man brug for et sted at sove, fordi man ikke kan komme afsted, skal selskaberne også prøve at skaffe det. Men det er klart, at det sommetider vil være det muliges kunst, siger Lars Arent og nævner som eksempel, at hoteller kan være lukket under et strømnedbrud.

Hvis du selv afholder udgifter til mad og ophold, skal du huske at gemme kvitteringerne.

Uanset årsagen til forsinkelsen har du altså som passager nogle basale rettigheder. De gælder også, selv om en forsinkelse eller aflysning skyldes forhold uden for transportselskabets eller rejsebureauets kontrol.

- Har man købt en pakkerejse, er der dog mulighed for at kræve et afslag i prisen, hvis der har været forstyrrelser på rejsen, såsom strømafbrydelser på hotellet eller aflyste udflugter, siger han.

Hvis du har tegnet en rejseforsikring, vurderer Lars Arent, at det altid vil give mening at henvende sig der, hvis du oplever forstyrrelser:

- Det kan være, at forsikringsselskabet kan tilbyde en hurtigere hjælp til at komme videre.

Men hjælpen vil afhænge af, hvad der fremgår af den specifikke forsikringsaftale.

Det fortæller Anne Garde Slothuus, som er forsikringsekspert i Forsikringsoplysningen, der hører under brancheorganisationen Forsikring og Pension.

- Hvis man sidder i toget på vej til lufthavnen, og toget holder stille på grund af en strømafbrydelse, så man misser flyet, vil rejseforsikringen typisk dække, siger hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek

Privatliv