06/05/2025 - 12:00
Strømnedbrud og storm: Kend dine rettigheder som rejsende
Du har stadig basale rettigheder, hvis du oplever forstyrrelser på din rejse, selv om det skyldes forhold uden for luftfarts- eller togselskabets kontrol.
Armando Franca/Ritzau Scanpix
Af: Af Murat Tamer, Ritzau Fokus
Selv den mest nøje planlagte rejse kan hurtigt tage en uventet drejning, når tekniske problemer eller voldsomt vejr skaber forstyrrelser.
Det er typisk de lokale samfund, der bliver hårdest ramt. Men som rejsende kan man også stå midt i kaos, når en længe ventet ferie ikke går som håbet på grund af strømnedbrud eller storm.
For nylig gik store dele af Sydeuropa i stå, da Den Iberiske Halvø blev ramt af et strømnedbrud. På et øjeblik blev transportnet, lufttrafik og kommunikation lammet.
I den slags situationer kan det være en fordel at kende sine rettigheder og muligheder som rejsende, siger Lars Arent, der er direktør for Forbruger Europa, som er en del af det europæiske netværk af forbrugercentre.
- Når vi taler passagerrettigheder, hvis man skal rejse med fly eller tog, betragtes strømnedbrud og voldsomt vejr som ekstraordinære omstændigheder. Det er noget, man ikke kan klandre et selskab for, siger han.
Det kaldes også for force majeure og betyder i bund og grund, at du ikke har krav på kompensation. Normalt kan du have ret til økonomisk kompensation på op til 600 euro, hvis dit fly er forsinket i mindst tre timer.
Men selv om du ikke har krav på kompensation, kan du stadig kræve at komme afsted på næste mulige afgang eller få pengene tilbage.
- Og så har et luftfartsselskab, togselskab eller rejsebureau, hvis man har købt en pakkerejse, også stadig en omsorgspligt, siger Lars Arent.
Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er der tale om en pakkerejse, hvis du køber flere ydelser, såsom fly og hotel, fra det samme rejsebureau.
Selskaberne har altså pligt til at drage omsorg. Forsinkede passagerer skal tilbydes mad og drikke, mens de venter på at fortsætte rejsen.
- Har man brug for et sted at sove, fordi man ikke kan komme afsted, skal selskaberne også prøve at skaffe det. Men det er klart, at det sommetider vil være det muliges kunst, siger Lars Arent og nævner som eksempel, at hoteller kan være lukket under et strømnedbrud.
Hvis du selv afholder udgifter til mad og ophold, skal du huske at gemme kvitteringerne.
Uanset årsagen til forsinkelsen har du altså som passager nogle basale rettigheder. De gælder også, selv om en forsinkelse eller aflysning skyldes forhold uden for transportselskabets eller rejsebureauets kontrol.
- Har man købt en pakkerejse, er der dog mulighed for at kræve et afslag i prisen, hvis der har været forstyrrelser på rejsen, såsom strømafbrydelser på hotellet eller aflyste udflugter, siger han.
Hvis du har tegnet en rejseforsikring, vurderer Lars Arent, at det altid vil give mening at henvende sig der, hvis du oplever forstyrrelser:
- Det kan være, at forsikringsselskabet kan tilbyde en hurtigere hjælp til at komme videre.
Men hjælpen vil afhænge af, hvad der fremgår af den specifikke forsikringsaftale.
Det fortæller Anne Garde Slothuus, som er forsikringsekspert i Forsikringsoplysningen, der hører under brancheorganisationen Forsikring og Pension.
- Hvis man sidder i toget på vej til lufthavnen, og toget holder stille på grund af en strømafbrydelse, så man misser flyet, vil rejseforsikringen typisk dække, siger hun.
/ritzau fokus/