København, 23/05/2025 - 00:13
Chokerede veteraner løber tør for ord efter dansk VM-sensation
Mangeårige ishockeylandsholdsspillere er målløse over at være i VM-semifinalen for første gang.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
De har været med i et tocifret antal VM-turneringer, og ishockeykarrieren kører efterhånden på de sidste æresrunder.
Det er ikke så mærkeligt, at landsholdsveteraner som Jesper Jensen Aabo og Morten Poulsen har svært ved at finde både ord og et ben at stå på efter 2-1-sejren over Canada, der sendte Danmark i VM-semifinalen for første gang.
- Jeg havde drømt om det, men det ville nok være at strække den at sige, at jeg troede på, at drømmen nogensinde ville blive til virkelighed.
- Vi skal spille semifinale. Vi har slået Canada i en fyldt Boxen. Jamen, jeg er fuldstændig tom for ord, siger Jesper Jensen Aabo, der er holdets kaptajn.
Også 36-årige Morten Poulsen må lede efter ord, der kan beskrive det faktum, at han lige har været med til at spille landsholdet ind blandt verdens fire bedste nationer.
- Der er ikke mange ord i mig. Det overgår alles fantasi, at vi nu skal spille semifinale ved VM. Det havde jeg godt nok ikke troet, siger Poulsen med grødet stemme.
- Jeg er rystet. Men vi formåede at holde kampen tæt, og så ved vi, at der kan ske en hel masse til sidst. For mange af os er det med afstand den bedste ishockeykamp, vi nogensinde kommer til at spille, siger Herning-forwarden.
Triumfen betyder, at holdet i stedet for den forventede hjemrejse fredag morgen sætter kurs mod Stockholm og lørdagens semifinale mod Schweiz.
- Min kone havde fortalt mine børn, at jeg kom hjem i morgen (fredag, red.). Jeg havde ikke lovet dem noget. Og nu skal vi videre. Det er en drøm, der ikke må slutte. Jeg føler, jeg er inde i en osteklokke, siger Jesper Jensen Aabo.
/ritzau/