Med en historie, der strækker sig tilbage til det 19. århundrede, er Tivolirevyen en af Danmarks mest traditionsrige forestillinger.
Når revyen i år skal sættes op i Glassalen i forlystelsesparken i hjertet af København, er det med komiker Linda P som kreativ chef.
Hvor det er hendes vision, der skal udfolde sig på scenen, er det under instruktion af Mads M. Nielsen, som husker sin egen reaktion, da han fik tilbuddet.
- Jeg blev glad, men jeg tænkte også: "Okay, så er vi oppe på øretævernes holdeplads", men det er også fedt nok, lyder det fra den 54-årige instruktør.
Han har erfaring med revy, men aldrig noget på størrelse med den i Tivoli.
- Jeg har før lavet Revyen i Helsingør. Det er der ikke nogen, der har en mening om. Så kan du tillade dig at lave jokes, som du ikke kan tillade dig at lave her, siger han og tilføjer:
- Til gengæld er der nogle ting, du kan få lov til at lave her, som økonomisk ikke ville kunne lade sig gøre normalt.
Han fremhæver sommerens Tivolirevy som et af højdepunkterne i karrieren. Ikke mindst fordi han skal instruere Linda P, Kurt Ravn og Thomas Warberg.
Søs Egelind var oprindelig også en del af castet, men hun har siden trukket sig grundet forskellige forventninger til produktionen.
Mads M. Nielsen er også kendt som skuespiller, hvor han blandt andet har medvirket i filmen "Flammen & Citronen" og tv-serierne "Krøniken" og "Karrusel".
For sin præstation i forestillingen "Udslet Hornsleth" på Teater V i København vandt han i 2011 en Reumert for Bedste Mandlige Hovedrolle.
Når han nu skal instruere Tivolirevyen, er det som førnævnt med Linda P's manuskript. Hun har fortalt instruktøren, at de skal redefinere revyformatet en smule.
- Det er, fordi vi skal se, om vi ikke kan få en ny generation til at komme - få lidt yngre mennesker til at gå til revy, siger Mads M. Nielsen og fortsætter:
- Det har været superinteressant, men det er også lidt angstprovokerende, for det er jo meget nemmere bare at blive ved med noget, som man ved virker.
Og hvordan laver man så humor, der henvender sig til teenagere i et format med 140 år på bagen?
- At der kommer en politiker og siger noget sjovt om en eller anden sag, og så synger de en sang, er ikke der, hvor unge mennesker er i dag, siger instruktøren, der selv er 54 år, og fortsætter:
- De unge er mere opsatte på, hvad der egentlig sker i samfundet. De har gang i identitetspolitik, hvad man anser sig selv som, hvordan vi taler til hinanden og patriarkatet. De har gang i en helt anden dagsorden end "uha, magthaverne er uretfærdige".
Mads M. Nielsen fortæller, at de fortsat vil gøre grin med magthaverne i Tivolirevyen, men at det ikke på samme måde er grundpillen. I stedet vil mennesker være i fokus.
Det udelukker dog ikke, at de også kommer til at skulle lave sjov med alvorlige emner.
- Jo frygteligere det er, jo vigtigere er det, at vi griner af det. Det er vigtigt, at vi ikke gør nogen fortræd, mens vi griner. Men det er vigtigt at grine. Det er den bedste medicin, der findes, understreger han.
Hvad Tivolirevyen i år kommer til at indeholde, kan man se i Glassalen i den københavnske forlystelsespark, hvor der er premiere 5. juni. Her vil revyen køre hen over sommeren frem til og med 13. juli.
/ritzau/