Skanderborg, 07/08/2025 - 11:34
Landbrugsudstyr skal gøre Smukfests vejrplaner mere præcise
Uforudsigeligt vejr er et vilkår for danske festivaler. Smukfest afprøver ny metode til lokale vejrprognoser.
Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det er svært at komme uden om vejret, når man taler om afgørende faktorer på en festival.
I og med at den danske sommer ikke altid er til at regne med, må festivalerne forberede sig på nedbør.
For at kunne sikre gæsternes sikkerhed og oplevelse endnu bedre i år, gør Smukfest som noget nyt brug af vejrstationer.
Hensigten er, at man skal kunne få mere lokal vejrdata, end den der er tilgængelig i forvejen. På den måde kan festivalen handle mere effektivt i tilfælde af for eksempel voldsomme skybrud, forklarer Thomas Rydahl, der er sikkerhedschef på Smukfest.
- Det kan være, at de kan hjælpe med, at vi hurtigere kan aktivere vores forskellige vejrplaner.
- Hvis DMI (Danmarks Meteorologiske Institut, red.) for eksempel varsler om store vindstød, kan vi sætte teltene bedre fast eller flytte folk fra bestemte områder. Hvis der varsles om hedebølge, kan vi afkorte vores frivilliges vagter, siger Rydahl.
De syv nye vejrstationer er placeret i festivalens yderområder og måler temperatur, vind og nedbør. De viser et radarbillede ligesom DMI's app.
Smukfest har i forvejen et særligt abonnement hos DMI, som altid har en vagthavende tilgængelig til at sparre med om vejret.
Thomas Rydahl kalder abonnementet for det ultimative supplement. Smukfests personale kan ikke altid aflæse DMI's radarbilleder selv.
Men uagtet meteorologernes kompetencer kan man ikke altid forudsige nøjagtig, hvor et skybrud rammer. Og vejrudsigten kan ændre sig på få minutter.
Oprindeligt er de nye vejrstationer udviklet til landbruget, fortæller Allan Baunsgaard, der er ansvarlig for kommercielle partnere på Smukfest.
- Vejrstationerne bruges primært af landmænd, så de kan følge med i temperatur, vejr og nedbør på de enkelte marker.
- Jo mere lokalt, vi kan tracke, desto bedre, siger han.
Hvis et skybrud for eksempel er forudset til kun at ramme campingområdet KærligHeden, så kan man nøjes med at sætte ind der.
I år skal dataene fra vejrstationerne kun bruges internt. Men forhåbningen er, at Smukfests gæster selv skal kunne bruge dem i fremtiden.
Implementeringen af vejrstationerne sker i samarbejde med energiselskabet Aura og vejrdatavirksomheden Cordulus.
/ritzau/