Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 16/04/2024 - 11:25

Panik på Badehotellet: Skuespiller trådte til i helt ny rolle

I de ti år Fabian Wullenweber har instrueret "Badehotellet", har han aldrig haft en eneste sygedag. Indtil finalesæsonen. Derfor måtte Mads Wille bag kameraet.

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

I sin tiende sæson foran kameraet som grev Ditmar i "Badehotellet" endte skuespilleren bag, Mads Wille, i en helt anden rolle under optagelserne af den igangværende finalesæson.

Med undtagelse af tre afsnit i "Badehotellets" allerførste sæson tilbage i 2013 har instruktør Fabian Wullenweber instrueret samtlige afsnit i de resterende sæsoner af successerien.

Indtil finalesæsonen, som netop nu ruller over skærmen. Det skriver TV 2.

Fabian Wullenweber blev ramt af corona og skulle holde sig hjemme. Der blev sat en skærm op i hans lejlighed, så han kunne følge med i optagelserne og instruere fra distancen gennem holdets indspilningsleder, han havde i røret. Men Fabian Wullenweber var for syg til at gennemføre.

- Det var et helvede at komme gennem den dag, siger han til tv2.dk.

Det koster hundredtusindvis af kroner at aflyse en optagedag på en tv-serie som "Badehotellet", skriver TV 2.

Så derfor måtte man finde en sygevikar, og her faldt valget på Mads Wille. Ved siden af skuespillet - blandt andet med roller i "Dronningen", "Hvidsteen gruppen" og "Forbrydelsen" - har han også instrueret en række teaterstykker.

Mads Wille instruerede tre dage, og der blev rykket rundt på optagelserne, så Mads Wille skulle instruere scener med færre skuespillere frem for de store fællesscener.

Han instruerede dog nogle af kollegernes sidste scener i "Badehotellet", som lukker nu efter ti sæsoner.

- Det var i sig selv rimeligt bevægende faktisk, siger Mads Wille til tv2.dk.

Mads Wille tilføjer til mediet, at han håber, seerne ikke kan se forskel på skærmen, hvad der er instrueret af ham, og hvad der er instrueret af Fabian Wullenweber.

Mads Wille har været en del af "Badehotellet" siden første sæson i 2013. Han entrerede seriens andet afsnit i rollen som godsejeren grev Ditmar, der må leve et dobbeltliv for at udleve sin seksualitet, der blev betragtet som en sygdom i datidens Danmark.

Den 52-årige skuespiller troede, han kun skulle medvirke i et par afsnit. Nu er han med til at lukke og slukke "Badehotellet" efter ti sæsoner.

- Jeg føler, jeg sætter et punktum for en lang rejse, jeg ikke vidste, jeg skulle ud på, sagde Mads Wille på et pressemøde forud for premieren på tiende sæson i februar.

- Jeg føler faktisk næsten mere, det bliver et privat kapitel, der bliver sluttet af efter denne her epoke, fordi som årene er gået, er vi også blevet hinandens livsvidner.

Under optagelserne blev Mads Wille også far for første gang, da hans kæreste, skuespiller Tilde Maja Frederiksen, i 2019 fødte parrets søn.

- Jeg har selvfølgelig udviklet mig som menneske i de ti år. Det er en epoke, og der sker virkelig noget på ti år, lød det fra Mads Wille.

- Jeg har fået en dejlig dreng - og det har andre også fået undervejs - og er helt klart et mere modnet menneske nu på den anden side af de her ti år. Det er sjovt at se tilbage på.

Ude i kulissen er der opstået et fællesskab og en fortrolighed, som har udviklet sig til venskaber.

- Det er sådan, når man laver film, teater og tv, at man møder op, også på de vilde dage, hvor der er sket noget fantastisk smukt eller noget sorgfuldt og trist - hvis vi overhovedet kan - og gør vores ting.

- Så vi har stået der med hinanden i alle de situationer og fortalt hinanden om, hvad der foregik, fortalte Mads Wille.

/ritzau/

København, 29/04/2024 - 16:27

Kongeparret skal mødes med svensk statsminister under statsbesøg

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Dronning Mary og kong Frederik skal på et todages statsbesøg i Sverige. Det er parrets første statsbesøg.

Kongeparret skal mødes med den svenske statsminister, Ulf Kristersson, når det er på statsbesøg i Sverige mandag 6. maj og tirsdag 7. maj.

Det fremgår af det officielle program for besøget, som er blevet offentliggjort mandag.

Det er det danske kongepars første statsbesøg.

På besøget vil kong Frederik og dronning Mary blive modtaget af kongeparret af Sverige. Sammen vil de to kongepar deltage i en række besøg.

- Statsbesøget markerer de historiske bånd, det nære naboforhold og den tætte relation mellem de to kongelige familier. Besøget vil derudover markere, at Danmark og Sverige på mange områder står sammen om fremtidens udfordringer, skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Statsbesøget indledes mandag 6. maj, hvor det danske kongepar ankommer sejlende med skibet "Vasaorden" til Skeppsbron ved Kungliga Slottet i Stockholm klokken 10.45.

Her vil kongeparret blive ledsaget af kronprinsesse Victoria og prins Daniel af Sverige.

Senere mandag skal det danske kongepar besøge det svenske parlament, Riksdagen, for at mødes med Riksdagens formand, Andreas Norlén.

Herefter går turen til bygningen Rosenbad, der blandt andet huser det svenske statsministerium, for at mødes med Ulf Kristersson.

Under et besøg på Kungliga Tekniska Högskolan skal de to kongepar overvære en paneldebat med den danske astronaut Andreas Mogensen og de to svenske astronauter Christer Fuglesang og Marcus Wandt.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og erhvervsminister Morten Bødskov (S) vil ledsage kongeparret og deltage i forskellige aktiviteter under statsbesøget

Senere i maj skal det danske kongepar på statsbesøg i Norge.

Her er det norske kongepar, kong Harald og dronning Sonja, vært for en gallamiddag på det kongelige slot i Oslo. Det fremgår af det norske kongehus' hjemmeside.

Efter besøg i Sverige og Norge er det planlagt, at det danske kongepar skal besøge Færøerne og Grønland. Det bliver om bord på kongeskibet "Dannebrog" i juni og juli.

Kong Frederiks første udlandstur efter tronskiftet gik til Polen. Her var han i forbindelse med et erhvervsfremstød fra 31. januar til 2. februar.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 29/04/2024 - 16:21

Verdensstjernen Billie Eilish kommer til Danmark i 2025

Mike Blake/Reuters

Billie Eilish udgiver nyt album 17. maj. I 2025 spiller hun to koncerter i Royal Arena på sin verdensturné.

Verdensstjernen Billie Eilish spiller koncert i Danmark næste år, når hun indtager scenen i Royal Arena 28. og 29. april 2025.

Det skriver Live Nation Danmark i en pressemeddelelse mandag.

Det er en del del af den internationale stjernes verdensturné "Hit Me Hard and Soft". Ud over Europa skal Billie Eilish også til Nordamerika og Australien i løbet af turnéen, som begynder i september 2024.

I Europa skal hun også spille koncerter i blandt andet Sverige, Norge, Tyskland Storbritannien og Irland.

Det officielle billetsalg til de to koncerter i Danmark starter fredag, skriver Live Nation Danmark.

Billetterne til koncerterne ligger mellem 440 kroner og 1100 kroner plus gebyr.

Billie Eilish har annonceret, at hun udgiver et nyt album med navnet "Hit Me Hard and Soft" 17. maj.

Albummet bliver musikerens tredje studiealbum efter "When We All Fall Asleep, Where Do We Go?" fra 2019 og "Happier Than Ever" fra 2021.

- Finneas (O'Connell, red.) og jeg kunne ikke være mere stolte af dette album og vi kan slet ikke vente, til I skal høre det, skrev Billie Eilish på sin Instagram tidligere i april.

Finneas O'Connell er Billie Eilish' bror. Han har skrevet og produceret en del af søsterens musik.

Hun har også skrevet sangen "What Was I Made For" til Greta Gerwigs film "Barbie". For den vandt Billie Eilish en Oscar for Bedste Originale Sang ved årets oscaruddeling.

Den samme sang sikrede hende en Grammy i kategorien Årets Bedste Sang.

Billie Eilish gav senest koncerter i Danmark i 2019, hvor hun både var forbi Vega og festivalen Tinderbox.

Billie Eilish udgav sin første single, "Don't Smile at Me" i 2017, da hun var 15 år.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 29/04/2024 - 09:00

FAKTA: Status på boligmarkedet

* Villaer og rækkehuse bliver i gennemsnit solgt til en kvadratmeterpris på 16.849 kroner på tværs af landet.

* Ejerlejligheder har en gennemsnitlig kvadratmeterpris ved salg på 34.039 kroner på tværs af landet.

* For villaer og rækkehuse er det gennemsnitlige afslag 680 kroner per kvadratmeter.

* Det gennemsnitlige afslag ved handel af ejerlejligheder er 1084 kroner per kvadratmeter.

Kilde: Boligsidens statistik for marts 2024.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 29/04/2024 - 09:00

Gå efter x-faktor og gør boligkøbet til en god investering

Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix

Geografien afgør, hvilken bolig du bør gå efter. Og så kan der være penge at hente i x-faktor, der endnu ikke er forløst.

Et boligkøb er sandsynligvis den største investering, du kommer til at lave. Og måske skal du igennem processen flere gange i løbet af livet.

Derfor kunne det også være betryggende med et kig i krystalkuglen til at afsløre, om dit potentielle køb kommer til at kaste ekstra kroner af sig i længden.

Det kan boligeksperterne desværre ikke tilbyde dig. Men du kan få de bedste fif, der øger dine chancer for en god investering, fra ejendomsinvestor Morten Bang og Lars Elbæk, der er stifter af Elbæks Liebhavermægler.

- Når vi taler privat boliginvestering, er der groft sagt to måder, man kan tjene penge på. Den ene er markedsværdistigning, altså at når markedet i landet eller i området stiger, kan du tjene penge, siger Morten Bang, som selv har over 70 bolig- og erhvervsenheder.

- En anden - og det er noget af det mest interessante at kigge på - kalder man på engelsk for forced appreciation, altså en slags tvungen værdistigning. Det betyder, at man går ind og laver noget på ejendommen, så den bliver mere værd.

Morten Bang giver eksemplet, at du køber en bolig for en million kroner, renoverer den for 300.000 og sælger den for 1,5 millioner. Så har du scoret en fortjeneste på 200.000 kroner, som vel at mærke er skattefri, fordi der er tale om en boliggevinst.

- Når det gælder markedet, er det jo bare at vente og krydse fingre for, at tingene går fremad. Men her kan man selv gøre en forskel, siger han.

Renoveringer giver oftest bedst mening i de dyrere og større byer.

Det skyldes, at selve renoveringen vil koste nogenlunde det samme uanset beliggenheden. Men det er ikke sikkert, at du kan få pengene igen, hvis priserne ligger meget lavt i området.

- Så når mine venner vil købe hus, så råder jeg dem altid til, at hvis de gerne vil købe noget uden for større byer eller dyre områder, skal de gerne købe noget, der er totalt renoveret, fordi de alternativt nok vil tabe nogle penge på at renovere.

- Og hvis man gerne vil have noget, der ligger centralt i en by eller et dyrt område, så kan man overveje, om man skal købe noget, der skal renoveres, for så kan der potentielt være en fordel ved det, forklarer Morten Bang.

Lars Elbæk, som sammen med sin kone er indehaver af Elbæks Liebhavermægler, råder til at have øjnene med sig på boligjagten og se efter uudnyttet potentiale.

Her kan der nemlig gemme sig guld.

- Det er altid godt med noget x-faktor i en ejendom - altså at den kan et eller andet ekstra.

- Det kan være, at man kan udstykke en ekstra grund. Eller måske er der mulighed for at bygge til eller lave forbedringer, som kan tilføre værdi, lyder det fra Lars Elbæk, som også har eksperimenteret med at købe og sælge boliger med fortjeneste i tv-programmer som "Fra 1-værelses til strandvejsvilla".

Han oplever, at størstedelen af hans kunder også "tænker i exit af ejendommen" - altså om den er til at sælge igen.

- Folk går blandt andet op i, hvor længe den har ligget. Ud over at de tænker, at det kan bruges til forhandling, kan det også være en indikator på, hvor hurtigt og nemt man kan komme af med den igen, siger liebhavermægleren.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek