København, 02/05/2024 - 11:21
DF kalder kommende handicapaftale for spareøvelse og trækker sig
En aftale for handicapområdet er ved at være på plads og ventes at blive præsenteret torsdag eftermiddag.
Af: /ritzau/
På målstregen har Dansk Folkeparti valgt at forlade forhandlingerne om en ny aftale for handicapområdet.
Partiet blev meget sent i forhandlingsløbet inviteret inden for hos socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), men handicapordfører Mette Thiesen (DF) har sagt nej til aftaleteksten.
- Når hele præmissen for en aftale om handicapområdet er, at man skal spare penge, så er vi nødt til desværre at trække os, siger Mette Thiesen.
Ifølge Ritzaus oplysninger ventes handicapaftalen at blive præsenteret torsdag eftermiddag.
Mette Thiesen kalder processen for et "meget, meget mærkeligt forhandlingsløb".
Dansk Folkeparti blev fredag præsenteret for en stort set færdig aftaletekst, som andre partier havde forhandlet på plads, siger hun.
- Så det var ganske få ting man kunne ændre, siger Mette Thiesen.
Fra start inviterede regeringen kun SF, De Radikale og De Konservative til handicapforhandlingerne.
SF blev smidt ud af forhandlingerne 24. april. Det skyldtes også, at regeringen ifølge SF vil nedskære på området.
Siden skrev Altinget, at Pernille Rosenkrantz-Theil inviterede nye partier med til forhandlingerne. Enhedslisten takkede nej, mens Liberal Alliance stadig var med i forhandlingerne 30. april.
Både DR og Altinget har beskrevet et lækket aftaleudkast, som blandt andre Danske Handicaporganisationer har kritiseret på grund af for stort fokus på at sikre besparelser.
Pernille Rosenkrantz-Theil har tidligere afvis kritikken om en spareøvelse over for DR.
Kritikere læser derimod aftalen, "som fanden læser biblen", sagde hun.
/ritzau/