Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 05/04/2023 - 08:00

Dansk stjerne: Hvor der er kærlighed kan der også være sorg

Det er en illusion at tro, at man kan blive helt fri for at bringe noget videre til sit eget barn, siger skuespillerinden Danica Curcic.

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Uanset hvor langt man bevæger sig fra hinanden, kan man ikke løbe fra sit ophav. Men møder man hinanden på halvvejen, kan man måske finde fælles fodslag for fremtiden.

Det er håbet fra den afdøde hustru og mor til faren og datteren, spillet af Lars Brygmann og Danica Curcic, i Viaplays første danske film, komediedramaet "Camino", der får premiere på streamingtjenesten 5. april.

Far og datter indvilger i at opfylde hendes sidste ønske på dødslejet: at de skal gå den spanske pilgrimsfærd, i håbet om at de kan nærme sig hinanden, når hun ikke længere kan binde dem sammen.

- Hvor der er rigtigt meget kærlighed, kan der også være meget sorg. Og det er det, der er så absurd, siger Danica Curcic og fortsætter:

- Dem, der står os allernærmest, er nogle gange dem, vi har sværest ved at være ærlige overfor.

Op til afgangen - ja faktisk i årevis inden, far og datter drager til Spanien - er vandrerygsækken tynget af tonstung bagage.

Faren føler, at datteren giver alt for let op, og hun føler, at hun aldrig er blevet accepteret eller anerkendt for sine valg.

Allerede få skridt inde i Caminoen begynder bagagen at gnave små sår, der vokser sig til store tragikomiske sammenstød.

De går i ordets bogstavelige forstand hinanden på nerverne, og de ved nøjagtig, hvordan de træder på den andens ømme tå.

- Min karakter er et meget rodløst sted og har måske brugt meget af sit voksenliv på at skyde skylden på sin far.

- Man skal ikke tilgive for enhver pris. Men på et eller andet tidspunkt bliver man nødt til at tage ansvar for sit eget liv og de ting, man har med sig, i stedet for at det tager styringen, siger Danica Curcic.

Uanset hvor meget man forsøger at flygte fra sin fortid, er fragmenterne af den forankret i os alle sammen, om vi vil det eller ej.

- Jeg kan se nu, hvor jeg selv er blevet forælder, at det er en illusion at tro, at man kan blive helt fri for at bringe noget videre til sit barn, siger Danica Curcic.

- Der vil være ting i mit DNA og i min historik, der vil påvirke mit barn, selv om man har en masse forventninger og forhåbninger om, hvordan man skal være og ikke være.

Danica Curcic er født i Serbien af serbiske forældre.

Da hun var et år gammel, rejste familien til Danmark, hvor hendes far fik arbejde.

Et par planlagte år blev med tiden til en permanent tilværelse.

- Mine forældre voksede op i en anden kultur og i en anden tid. Min far var en ældre far - en del ældre. Hans mor døde, da han var meget ung. Han ville os altid det bedste. Men det kunne nogle gange godt komme ud på hans egen kringlede måde.

- Jeg kunne siden se, at han ikke vidste bedre - man gør jo det bedste ud fra de forudsætninger, man har, siger Danica Curcic.

Hun er heller ikke i tvivl om, at hendes egen lille datter, der bærer sin farfars kælenavn, Mika, som mellemnavn, en dag, når hun bliver voksen, vil reflektere over, hvad hun er formet af.

- Jeg tror på en eller anden måde, at alle generationer vil have en ny måde at se på børneopdragelse og familieliv, i og med at vi ændrer os, og tiden ændrer sig, siger Danica Curcic.

- Det vil altid være foranderligt. Den mildhed og forståelse tror jeg, man skal have med sig, hvis man kan.

Danica Curcic blev uddannet skuespiller fra Dell'Arte International School of Physical Theatre i USA og siden Den Danske Scenekunstskole i 2012.

Hun fik sit store gennembrud i Bille Augusts "Stille hjerte", som indbragte hende en Bodil-statuette og en Robert-pris. Siden har hun udmærket sig i film og serier som "Darling", "Undtagelsen" og "Kastanjemanden".

Selv om man lever af at fortælle historier til publikum, er faget på sin vis også indadskuende.

- Man får lov til at sætte sig selv i forskellige situationer og karakterer. Derfor bliver man hele tiden nødt til på et eller andet plan at kigge på sig selv, fortæller Danica Curcic.

- I mine start-30'ere fyldte det virkelig meget. Man står pludselig fuldvoksen og tænker: Hvem er jeg egentlig? Hvor er jeg på vej hen? Min far døde for to år siden, og det satte også gang i mange tanker om mit ophav, og om hvad tager jeg med mig.

I årene op til hans død var han påvirket af eftervirkningerne af en blodprop.

Den ændrede simpelthen hans sind, og det ændrede deres dynamik. Trods den tragiske omstændighed nærmede de sig hinanden - lidt ligesom en tragisk omstændighed bliver kærlighedskatalysatoren mellem far og datter i "Camino", bemærker Danica Curcic.

- Selv om det var forfærdeligt, viste det sig, at det gav en masse, kan man sige, på andre punkter. En stor åbenhed, en stor intimitet og en anden slags kærlighed, fortæller hun.

- Det er fandeme brutalt at miste en forælder. Så det er vigtigt at få sagt de ting, der skal siges. Om det er på godt eller ondt. For tiden går stærkt. Og tingene kan ændre sig fra den ene dag til den anden.

Selv vil hun ikke lade følelser forblive usagte. Hun øver sig i at sige det svære højt. Selv nu hvor hendes datter stadig er så lille, som hun er.

- I graviditeten læste jeg meget om opdragelse og familieliv. Men nu hvor jeg står i det, tager jeg en dag ad gangen og prøver mest af alt at lytte til min intuition, siger Danica Curcic.

- Jeg kan mærke, at det eneste råd, der rigtigt har holdt ved, og som jeg går med, er, at alt er faser, og at alt er foranderligt. Og med kærlighed, åbenhed og bevidsthed når man længst.

/ritzau/

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:08

Dronning Margrethe bærer grønlandsk guld på hovedet ved nytårstaffel

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

Politikerne ankommer torsdag aften i en lind strøm til den traditionsrige nytårskur på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SVM-regeringens tre hovedpersoner, Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Lars Løkke bliver af DR foreholdt de dårlige meningsmålinger, der i øjeblikket kredser om hans parti.

- Jeg går ind i et arbejdsår, siger han og understreger, at han vil arbejde på at bevise sit partis berettigelse.

Mette Frederiksen bliver spurgt ind til den nytårstale, som hun har holdt forud for taflet.

Her blev der blandt andet lovet fødevarechecks til udvalgte grupper for at imødekomme de stigende fødevarepriser.

Om der er tale om valgflæsk forholder hun sig ikke direkte til.

- Der er altid kritik. Jeg gør det, der er bedst for vores land, siger hun til DR.

Næste folketingsvalg skal senest være afviklet til efteråret i år.

Gæsterne deltager alle i kong Frederiks anden nytårstaffel, hvor han er i værtsrollen. Den tjans overtog han fra dronning Margrethe, der abdicerede for knap to år siden.

Som en af de sidste gæster ankommer dronning Margrethe lidt før klokken otte foran Christian VII's palæ.

På hovedet har hun diademet "Naasut", som er af grønlandsk guld.

Kongeparret ankommer få minutter efter som de sidste til taflet.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

Torsdag er der blomkålssuppe, grønlandsk snekrabbe og vildandebryst på menuen.

Amalienborg slår dørene op for indbudte gæster igen den 5. januar, hvor der afholdes nytårskur for blandt andre højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Dagen efter danner Christiansborg Slot ramme om nytårskur for officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og repræsentanter for større landsorganisationer.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 29/12/2025 - 11:00

FAKTA: Investeringer i forsvar er fordoblet

* En opgørelse viste for et par måneder siden, at pensionsbranchen har fordoblet beholdningen af investeringer i forsvarsvirksomheder.

* Fra januar 2024 til april 2025 er forsvarsinvesteringerne øget fra godt 9 milliarder kroner til næsten 19 milliarder kroner.

* Stigningen skyldes både, at pensionsselskaber har øget deres eksisterende investeringer i forsvar, at nye pensionsselskaber er gået ind på området, og at især europæiske børsnoterede forsvarsaktier er steget i værdi.

Kilde: Forsikring og Pension.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 29/12/2025 - 11:00

Dine pensionskroner kan ende i våben

Khaled Desouki/Ritzau Scanpix

Hvis du ikke ønsker, at din pensionsopsparing bliver investeret i forsvarsindustrien, kan du typisk fravælge våben.

De fleste danskere indbetaler til en pensionsopsparing, som bliver investeret, så den kan vokse.

For mange pensionskunder indebærer det i dag i højere grad end tidligere også investeringer i forsvarsindustrien og våben. Og det bør man være klar over som kunde.

Sådan lyder det fra underdirektør i brancheorganisationen Forsikring og Pension Tom Vile Jensen.

- Hvis man har en holdning til det, vil jeg råde til, at man kontakter sit pensionsselskab og spørger ind til sine muligheder, siger han og fortsætter:

- Investorer i det private har tidligere holdt sig helt fra atomvåben blandt andet på grund af FN's traktat om forbud mod atomvåben, der trådte i kraft i 2021. Men ingen Nato-lande - heller ikke Danmark - har underskrevet eller ratificeret den, siger han.

Ifølge Nato er atomvåben en central del af alliancens forsvar som et afskrækkelsesmiddel.

Selv om Danmark ikke har underskrevet traktaten, vurderer Tom Vile Jensen, at den har fået pensionsselskaber herhjemme til at afholde sig fra investeringer i dele af forsvarsindustrien.

For eksempel har landets største pensionsselskab, PFA, tidligere haft en politik om ikke at investere i selskaber, der producerer komponenter til atomvåben.

Men den politik er siden blevet lempet, fortæller Rasmus Bessing, der er PFA's direktør for ansvarlige investeringer.

- Vi lever i en verden, som er under forandring - særligt efter Ruslands invasion af Ukraine. Når verden forandrer sig, skal vi følge med for fortsat at være relevante i den virkelighed, vi agerer i, siger han.

- Der er i Europa bred enighed om, at vi skal tage bedre hånd om vores egen sikkerhed. Som en del af den udvikling har vi tilpasset vores investeringspolitik, så vi i højere grad kan investere i den europæiske forsvarsindustri.

Tidligere var to tredjedele af PFA's investeringer amerikanske. Ifølge Rasmus Bessing udgør USA og EU nu cirka 50 procent hver.

- PFA kan nu investere i eksempelvis Airbus, Boeing og Dassault Aviation, hvor en lille del af omsætningen kommer fra dele til atomvåben. For eksempel leverer Airbus dele til det franske atomforsvar.

Han understreger, at der fortsat ikke bliver investeret i konventionsstridige våben, såsom klyngebomber samt biologiske og kemiske våben.

Som pensionskunde har man typisk mulighed for at sige nej til våben.

- Hvis man ikke ønsker, at ens pensionsopsparing skal bruges til investeringer i våben, kan man vælge vores Klima Plus-produkt, som er fri for våben, siger Rasmus Bessing og uddyber:

- Fravælger man våben, betyder det ikke, at man vil få et dårligere afkast. Målet er, at opsparingen skal vokse på samme måde, uanset om man vælger at investere i våben eller ej.

Hos Danica Pension er synet på investeringer i forsvarsindustrien også gradvist blevet ændret. Det forklarer investeringsdirektør Poul Kobberup.

- Selv om vi investerer mere i forsvar, sker det fortsat ansvarligt og med nøje etiske overvejelser. Alle vores investeringer skal stadig leve op til ESG-kravene, siger han.

Det betyder, at der skal tages hensyn til miljø, sociale forhold og god selskabsledelse.

- Ligesom andre pensionsselskaber tilbyder vi et produkt, der er helt fri for investeringer i forsvar og våben. Hos os hedder det Ansvarligt Valg, siger Poul Kobberup.

Han tilføjer, at uanset om investeringen er med eller uden våben, vil den gå op og ned, men over tid skulle opsparingen gerne vokse.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek