Warszawa, 02/06/2025 - 05:54
Nationalistisk kandidat vinder præsidentvalg i Polen
Polske medier skriver, at Karol Nawrocki har vundet præsidentvalg. Officielt resultat ventes mandag aften.
Af: /ritzau/
Den nationalistiske oppositionskandidat Karol Nawrocki har vundet søndagens præsidentvalg i Polen med knap 51 procent af stemmerne.
Det skriver polske medier ifølge nyhedsbureauerne dpa og Reuters mandag morgen.
Nawrocki har vundet over den midtersøgende borgmester i Warszawa, Rafal Trzaskowski.
Landets valgkomité har oplyst, at alle stemmerne er talt op. Først mandag aften ventes komitéen dog at komme med et officielt valgresultat, skriver dpa.
Men allerede morgenen efter valget har medier i Polen altså udråbt en vinder i form af Karol Nawrocki.
Søndag aften erklærede begge kandidater sig som vindere af valget.
Hverken Nawrocki eller Trzaskowski har kommenteret resultatet mandag morgen.
/ritzau/