Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

New York City, 19/09/2025 - 02:19

Hollywood forsvarer Kimmel efter nedlægning af talkshow

Det er et brud på ytringsfriheden, at ABC har nedlagt Jimmy Kimmels talkshow, lyder det fra Hollywood.

David Swanson/Reuters

Af: /ritzau/

Hollywood-personligheder, sammenslutninger og fans har kritiseret Disneys selskab ABC for på ubestemt tid at stoppe talkshowet "Jimmy Kimmel Live!" efter pres fra FCC, som er den amerikanske kommunikationskomité.

Det skriver NBC News.

Kimmel kritiserede mandag aften den amerikanske præsident Donald Trumps parti Republikanerne og hans Maga-bevægelse som følge af drabet på den konservative aktivist Charlie Kirk.

ABC annoncerede onsdag, at de lukkede showet, få timer efter at FCC-formand Brendan Carr havde truet med at skride til handling.

Trump hyldede nedlægningen af Jimmy Kimmels show efterfølgende, ligesom hans partikolleger også udtalte sig positivt om det. Men i Hollywood, hvor Kimmel er populær som hyppig vært på show som prisuddelingerne Oscars og Emmys, har det vakt røre.

Blandt dem, der har utrykt deres støtte til Kimmel, er skuespillerne Ben Stiller, Jamie Lee Curtis, Jean Smart og Henry Winkler samt en række komikere og talkshow-værter.

Også den tidligere præsident Barack Obama har kritiseret beslutningen fra ABC.

Fagforeninger, der repræsenterer forfattere og skuespillere, heriblandt Writers Guild of America (WGA) har fordømt nedlæggelsen af programmet og kalder den for et angreb på ytringsfriheden.

NBC News skriver, at flere hundrede mennesker torsdag demonstrerede uden for Disney Studios i Burbank i Californien. Blandt demonstranterne var medlemmer af WGA.

Stephen Colbert er blandt dem, der bakker op om Jimmy Kimmel. I juli sagde CBS, at det dropper hans tv-program, "The Late Show with Stephen Colbert", fra 2026.

Colbert refererer til Trump som en autokrat og kalder det for åbenlys censur, at Kimmels program er blevet lukket.

Også komiker og tidligere vært på "The Late Show" David Letterman har reageret på ABC's beslutning. Letterman stod bag tv-programmet frem til 2015, hvor Colbert overtog.

- Det er styrede medier, og det er ikke godt. Det er fjollet. Det er latterligt, og man kan ikke gå rundt og fyre nogen, fordi man er bange eller prøver at fedte for en autoritær, kriminel administration i Det Ovale Værelse, siger han ifølge NBC News.

Kimmel har endnu ikke selv kommenteret, at hans show stoppes.

/ritzau/

København, 23/09/2025 - 16:54

Ed Sheeran hyrer dansk stjerne til sin verdenstour

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Lukas Graham er angivet som special guest, når superstjernen Ed Sheeran skal på den nordamerikanske del af sin kommende verdenstour, "The Loop".

Lukas Graham dukkede op side om side med verdensstjernen Ed Sheeran, da han optrådte i Danmark i sommer.

Og nu fortsætter samarbejdet.

Lukas Graham står angivet som special guest på plakaten til en række af koncerterne på den nordamerikanske del af Ed Sheerans kommende verdenstour, "The Loop", næste år.

Det afslører Lukas Graham på det sociale medie Instagram.

- Ed har altid været en inspiration for mig, og at få chancen for at dele scenen med ham på denne rejse er noget, jeg for evigt vil være taknemmelig for, jubler Lukas Graham i opslaget.

Ed Sheeran fik sit gennembrud i 2011 med sit debutalbum, "+", hvor især nummeret "The A Team" hittede.

Siden har den 34-årige britiske musiker storhittet med sange som "Perfect", "Bad Habits" og "Shivers".

Han har udgivet otte albummer i alt.

I slutningen af august i år indtog han endnu en gang Øresundsparken i København, ligesom han gjorde det i 2022.

Her spillede han fire koncerter, og til sit sidste show havde han således Lukas Grahams forsanger, Lukas Forchhammer, med på scenen. Sammen sang de Lukas Graham-hittet "7 Years".

- Sikke en fantastisk sang at synge, lød det efterfølgende fra Ed Sheeran i et opslag delt på Instagram.

- Jeg føler, at vores karrierer spejler hinandens på så mange måder. Men efter jeg har hængt ud med ham, har jeg fundet ud af, hvor meget vores liv også spejler hinandens.

Både Ed Sheeran og Lukas Grahams karrierer tog fart omkring 2011, og privat er både Ed Sheeran og Lukas Forchhammer gift og har børn med hver deres skolekæreste.

/ritzau/

Læs Mere >>

Storbritannien, 23/09/2025 - 14:56

Prins Andrews ekskone droppet efter Epstein-mail

Toby Melville/Ritzau Scanpix

Flere velgørenhedsorganisationer vil ikke længere have hertuginde Sarah, der er tidligere svigerinde til kong Charles, som protektor.

Flere kræftorganisationer og et børnehospice er blandt de organisationer, som kapper forbindelsen til hertuginde Sarah, der tidligere har været gift med prins Andrew, der er bror til Storbritanniens monark, kong Charles.

Det sker som konsekvens af en e-mail, som hertuginden angiveligt sendte til den amerikanske seksualforbryder og tidligere forretningsmand Jeffrey Epstein.

- Hun var protektor. Men i lyset af de seneste afsløringer har vi besluttet, at det vil være upassende for hende fortsat at være tilknyttet velgørenhedsorganisationen, oplyser Natasha Allergy Research Foundation i en erklæring, som nyhedsbureauet Reuters bringer.

Jeffrey Epstein tilstod i 2008 at have betalt en mindreårig pige for seksuelle ydelser. Men omfanget af hans misbrug var langt mere vidtrækkende. I 2019 blev han varetægtsfængslet i en omfattende sag om påstået misbrug af mindreårige og menneskehandel.

Et af hans ofre stod frem allerede tilbage i 2011.

Samme år sagde hertuginde Sarah i et interview, at hun aldrig ville have kontakt med Jeffrey Epstein igen og tog afstand til ham.

Men hun skulle efterfølgende have sendt ham en besked, hvor hun undskyldte sin kommentar og tilføjede, at han altid havde været en ven af hende og resten af familien.

Det er den e-mail, hvis ordlyd nu florerer i de britiske tabloidmedier The Sun og The Mail on Sunday.

Hertugindens talsperson har ifølge det britiske nyhedsmedie BBC sagt, at hertuginde Sarah sendte e-mailen for at imødegå truslen om, at Jeffrey Epstein ville sagsøge hende for ærekrænkelse.

Forbindelsen til Jeffrey Epstein har sendt hertuginde Sarahs eksmand, prins Andrew, ud i kulden.

Prins Andrew trak sig i 2019 fra sine officielle pligter, efter at et af Jeffrey Epsteins ofre hævdede, at hun var blevet tvunget til sex med prinsen, da hun var 17 år gammel i 2001 og blev holdt som sexslave af Jeffrey Epstein.

Prins Andrew har nægtet, at det er sket, og har påstået, at han ikke husker at have mødt kvinden.

Han indgik i 2022 et forlig med hende.

Jeffrey Epstein blev fundet død i sin fængselscelle i 2019, mens han var varetægtsfængslet. Han stod til en dom på op til 45 år.

Hans tidligere kæreste Ghislaine Maxwell blev i 2021 idømt 20 års fængsel for at have rekrutteret og manipuleret unge piger og kvinder til at have sex med Jeffrey Epstein.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 23/09/2025 - 11:00

FAKTA: Dette kan du bruge dine overskudsæbler til

* Gem dem til vinteren: Frys æbler ned, eller tør dem til chips. Har du et køligt og fugtigt sted med luftcirkulation, kan æbler også opbevares friske i flere måneder.

* Lav most eller saft: Pres æblerne med en juice- eller frugtpresser. Mange mosterier tilbyder også, at du kan komme forbi og bytte æbler til færdig æblemost.

* Del med andre: Giv æbler væk via facebookgrupper, på online markedspladser eller del med naboerne. Du kan også stille en kasse ud på vejen, som folk kan tage fra.

* Donér til velgørenhed: Flere organisationer og væresteder tager imod privat frugt, for eksempel Mad med Hjertet eller Stop Spild Lokalt.

* Giv til dyrene: Brug æbler som fuglefoder, og lad pindsvin og insekter få glæde af nedfaldsfrugten. Men fjern frugt tæt på stammen for at undgå skadedyr.

* Kompostér: Læg æbler i komposten, men kun i tynde lag, så de ikke rådner og bliver til smat, før de når at indgå i formuldningsprocessen.

Kilde: Videncentret Bolius.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 23/09/2025 - 11:00

Bugnende frugttræ: Sådan får du mest ud af overskudsæblerne

Sina Schuldt/Ritzau Scanpix

Efterårets æblehøst åbner for en verden af muligheder. Både i form af gamle klassikere og nye eksperimenter, du kan kaste dig over.

Hvis dit æbletræ bugner med frisk frugt dette efterår, skal du ikke bekymre dig, hvis ikke du kan nå at få spist dem alle.

Æblets alsidighed åbner nemlig døren til masser af anvendelsesmuligheder. Sådan lyder det fra Birte Brorson, der er rådgiver i bæredygtig køkkendrift og ambassadør hos Stop Spild Af Mad.

- Hvis du har plads til at opbevare dem i køleskabet, kan mange sorter holde helt til foråret. På den måde beholder de den samme friskhed, som hvis de var plukket direkte fra træet, siger hun.

Er der ikke plads i køleskabet, er kælderen også et glimrende alternativ.

- De vil miste noget af friskheden, men de æbler kan sagtens bruges til at lave en lækker æblegrød eller en frisk marmelade, siger hun.

Birte Brorson forklarer i øvrigt, at det er en skrøne, at æblerne skal skrælles, før de kan bruges til æblegrød. Æbleskrællen er fuld af smag og giver en god farve.

- Det kræver både en masse tid og bøvl, hvis du skal stå og skrælle en hel bunke æbler, så gør dig selv den tjeneste, og spar madspild og din tid på det, siger hun.

Du kan også tørre dine æbler og lave lækre chips, der er perfekte som fredagsslik, til morgenmaden eller som tilbehør til en dessert.

- Stik kernehuset ud med en udstikker, skær dem ud i tynde ringe, og hæng dem op et tørt sted uden direkte sollys. Når de er tørre, tager du dem bare ned og opbevarer dem i et sylteglas eller noget lignende, siger hun og fortsætter.

- Dem kan du blande i din mysli, putte oven på din havregrød eller bruge som tilbehør til desserter. Hvis du vil give et lille ekstra twist, kan du vælge at drysse lidt kanel eller vaniljesukker på for at give dem mere smag. Der er masser af muligheder for at prøve ting af.

Processen kan strømlines ved at tørre dem i ovnen eller i en airfryer. På den måde bliver de nemlig rigtig gode og sprøde.

Har du ikke plads til at opbevare alle æblerne, så frygt ej, for der er meget andet, du kan gøre med dem. Det fortæller Berit Rørbøl, der er fagekspert i have hos Videncentret Bolius.

Og netop haven er et oplagt sted at starte.

- Du kan for eksempel putte dem i kompostbunken og lade dem indgå som en del af havens kredsløb. Bare du husker ikke at smide dem i en stor bunke oven på hinanden, siger hun.

Hvis æblerne ligger for tæt, risikerer du nemlig at ende med en stinkende og sørgelig bunke rådne æbler, der er ren slik for skadedyr.

- De når at rådne, inden de formulder. Det vil sige, at de ikke når at indgå i denne her nedbrydningsproces, og så bliver det bare til sådan en omgang smat, forklarer hun.

Æblerne kan også bruges som en lille lækkerbisken til fuglene.

- Hvis du tager et æble, der er faldet ned fra træet, skærer det over på midten og hænger det op igen eller sætter det mellem to grene, er der helt sikkert masser af fugle, der vil blive glade.

- Nogle fugle vil hellere spise mad, der hænger oppe i træerne. På den måde kan de også få glæde af æbler, der ellers ville være blevet smidt ud eller brugt til kompost, siger Berit Rørbøl.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek