København, 23/05/2025 - 12:14
Real Madrid bekræfter Ancelotti-stop: Hyldes lørdag
Lørdagens kamp mod Real Sociedad bliver Carlo Ancelottis sidste i spidsen for Real Madrid, bekræfter klubben.
Afp 7 Vía Europa Press/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det var bekræftet af Det Brasilianske Fodboldforbund, CBF, men nu skriver Real Madrid også på sin hjemmeside, at Carlo Ancelotti stopper i den spanske storklub efter sæsonen.
- Carlo Ancelotti vil for evigt være en del af vores "madridista-familie". Vi føler os enormt privilegerede over at have haft muligheden for at nyde en træner, som har bragt så meget succes til klubben og samtidig omfavnet vores værdier på så eksemplarisk en facon, siger klubpræsident Florentino Pérez.
I samme ombæring oplyser Real Madrid, at 65-årige Ancelotti vil blive hyldet lørdag, når han for sidste gang står på sidelinjen til holdets opgør på hjemmebane mod Real Sociedad.
12. maj oplyste CBF, at Ancelotti er ny brasiliansk landstræner, og at han i samme ombæring stopper i Real Madrid.
Af to omgange har 65-årige Ancelotti stået i spidsen for Real Madrid. Samlet har han haft ansvaret i 350 kampe, og det er blandt andet blevet til to spanske mesterskaber og tre Champions League-titler.
Det er endnu ikke officielt, hvem der afløser italieneren.
Ifølge mange spanske medier er det dog kun et spørgsmål om tid, før den tidligere Real Madrid-profil Xabi Alonso præsenteres som ny cheftræner.
Tidligere i maj bekræftede Alonso, at han stopper i Bayer Leverkusen, hvor han aktuelt er cheftræner, efter sæsonen.
Han første blandt andet Leverkusen til et tysk mesterskab i 2024/25-sæsonen.
/ritzau/