Valence, 23/07/2025 - 19:10
Vingegaard glæder sig til kongeetape: Tourens hårdeste dag
Jonas Vingegaard kom sikkert igennem den regnvåde tur til Valence og ser frem til torsdagens kæmpeetape.
Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Mens det onsdag blot handlede om at komme uskadt i mål i regnvejrsorgiet i Valence, får Jonas Vingegaard utvivlsomt en hovedrolle på torsdagens etape.
Her venter nemlig det, der på forhånd er blevet kaldt løbets kongeetape. På 171,5 alpekilometer skal rytterne op ad tre stigninger uden for kategori inklusiv det mere end 26 kilometer lange målbjerg, Col de la Loze.
Vingegaard er godt fire minutter efter Tadej Pogacar i den samlede stilling, og torsdagens etape er formentlig hans bedste mulighed for at æde noget af slovenerens forspring.
- Det er jo nok den hårdeste etape i Touren i år, og vejret kommer nok også til at spille en rolle. Det bliver en rigtig hård dag, men jeg glæder mig, fastslår Jonas Vingegaard.
Der bliver brug for alle kræfter på Visma-holdet. Men Vingegaard har ikke noget problem med, at holdkammeraten Wout van Aert på onsdagens etape begav sig ud på et lettere håbløst fremstød mod slutningen.
Håbet var, at han kunne nå op til en udbrudsgruppe foran og køre efter en etapesejr, men belgieren fandt snart ud af, at han havde sat sig selv på en umulig opgave.
- Jeg tror, det er minimalt, hvad han har brugt af kræfter. Han indså rimelig hurtigt, at det ikke kunne lade sig gøre og kom tilbage, siger Vingegaard.
Etapen endte som ventet i en spurt, som Jonathan Milan vandt foran Jordi Meeus og Tobias Lund Andresen.
/ritzau/