København, 03/06/2025 - 21:01
Norge giver grønt lys til turistskat i pressede kommuner
Overnatninger i telte og campingvogne undtages ny aftale om turistskat i norske kommuner pressede af turisme.
Patrick Pleul/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Norske kommuner med mange turister kan fremover kræve en overnatningsafgift på tre procent fra turister.
Det er Arbeiderpartiet, Senterpartiet og partiet SV blevet enige om, skriver NRK.
- Vi er blevet enige om en træfsikker model for besøgsbidraget for områder med særlige udfordringer - som Tromsø-regionen og Lofoten, siger Erling Sande fra Senterpartiet til NRK.
Campingvogne, autocampere, fritidsbåde og overnatninger i telt er undtaget, skriver mediet.
Generelle overnatninger og overnatninger på krydstogtskibe skal derimod betale afgiften.
For at kunne kræve skatten skal kommunerne i Norge kunne dokumentere et reelt pres på infrastrukturen som følge af turismen.
Ifølge den norske regering var 2024 et rekordår for norske overnatningssteder, der tog imod mere end 38 millioner besøgende.
I et stykke tid har det været til politisk debat i landet, hvordan kommuner med mange turister bedst kunne hjælpes.
Siden november sidste år har regeringen udarbejdet flere forslag.
/ritzau/