København, 26/08/2024 - 10:55
Danskerne kan se frem til at leve næsten fem måneder længere
Efter to år med fald i den forventede levetid for danskerne viser beregninger, at levetiden stiger igen.
Af: /ritzau/
Danskerne kan se frem til at leve 4,6 måneder længere.
Det viser beregninger fra Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP).
ATP opdaterer hvert år sin levetidsmodel, der beregner, hvor gamle danskerne kan se frem til at blive, baseret på det nyeste data fra Danmark og 17 sammenlignelige lande.
- En stigning på 4,6 måneder i forventet levetid er meget. På kvindesiden er det et tal, vi skal tilbage til 1996 for at matche.
- Så fremgangen i 2023 er bemærkelsesværdig, men den er - kan man sige - også tiltrængt efter to år med fald i levetiderne, siger Camilla Fredsgaard Larsen, ansvarshavende aktuar i ATP.
Både i 2021 og 2022 faldt den forventede levetid for mænd og kvinder i Danmark.
Det skete på bagkant af corona-pandemien.
I de kommende år kan vi dog se frem til, at den forventede levealder stiger yderligere, vurderer Camilla Fredsgaard Larsen.
- 2023 blev dermed et vendepunkt, og nu er tilbagegangen fra de senere år indhentet igen, så vi i Danmark igen er på niveau med de levetider, vi havde i 2020.
- De levetidsforbedringer, vi i ATP havde regnet med at se år for år, kom ikke under pandemien, og det går langsommere nu med at øge levetiden, end det gjorde for ti år siden, siger hun.
Hvis du i 2024 er 30 år, forventer ATP, at du som mand bliver 89 år og som kvinde 92 år.
Er du 60 år i 2024, forventer ATP, at du som mand bliver 86 og som kvinde 89 år.
/ritzau/